Navigation:    
Start  >  Blog 
> 15. juli 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Afkald på toppen Tirsdag, 15.07.08

Urth havde jo allerede i foråret forud for vores planlagte fællestræningstur deklareret, at han ikke ville gå i reb med mig, og dagen før han og Klaris' etablering af Camp 1 havde jeg taget hans udmelding op igen, for det var jo klart at det dels ville svække holdets ressourcer for at nå toppen, dels ville svække især mine egne muligheder for det samme. Urth var dog ikke til sinds at ændre mening, og det betød at der for mit vedkommende kun var to måder, på hvilken jeg kunne gøre et forsøg på G2: enten ved at følges med Erik til Camp 1 og gå solo herefter, eller ved at hyre en højdebærer som kunne følge mig hele vejen. Det var jo faktisk også sidstnævnte løsning som Urth i sin tid havde foreslået, at hvis jeg havde brug for nogen at gå i reb med måtte jeg hellere se mig om efter en guide. Dette var måske den løsning vi kunne bruge, og heldigvis bakkede resten af holdet op om ideen og var derfor klar på at medfinansiere sådanne udgifter. Det var dog ikke nok, for dels forhindrede de seneste dages dårlige vejr at jeg kunne komme i gang på bjerget, dels har jeg i de seneste dage haft en ukendt infektion som fuldstændig har drænet mig for kræfter. Så her til lunch i dag kundgjorde jeg for resten af holdet, at jeg fraskrev mig muligheden for at være medbestiger af G2. Det har selvfølgelig ikke været den letteste beslutning at tage, al den grund at jeg har drømt om at bestige G2 i 26 år, men set med henblik på holdets samlede topsucces har jeg vurderet, at det vil være den bedste løsning. Vores bestigningsplan bygger på hold af to, og med tre mand med erfaringer omkring eller over 7000m var det klart at der ville være et mismatch. Jeg har dog ikke set dette som en svaghed, men som en styrke, idet vi ville være i stand til at mønstre et tophold, selv hvis en af vore klatrere blev syg eller på anden vis faldt fra. Som klatrer skal man kun have ét mål for øje, nemlig toppen, men som ekspeditionsleder må man træffe de beslutninger, der til enhver tid tilgodeser de stærkeste på topholdet, således at disse får de bedste chancer for at nå toppen. Andre ekspeditioner herude har brugt både to og tre uger på at etablere Camp 1, og stort set alle har brugt 8-9 timer på første tur derop - vi har etableret Camp 1 efter blot fem dage! Isfaldet op har vist sig at være ikke bare fysisk men også psykisk krævende, hvor man i timevis går mellem store spalter og sammenstyrtningsmodne istårne, uden mulighed for helle undervejs. Og isfaldet begynder i samme øjeblik vi forlader den sikre moræne, hvorpå vores basecamp ligger. Jeg tror at den bedste mulighed for en succesfuld bestigning af G2 vil være at have et lille, men stærkt, vel-akklimatiseret og vel-supported hold ovenfor isfaldet, et hold som er klar til at rykke ud i det rette øjeblik og som ikke er besværet af at skulle flytte udstyr for en større gruppe. Set i det lys vil min tilstedeværelse være vigtigere hernede i basecamp end i Camp 1.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.