Det blev nogle lange vandredage på udmarchen, idet vi for det meste gik dobbelte dagsetaper, bortset fra på fjerdedagen, hvor vi gik tre etaper på samme dag. Selv om vi havde fint og varmt vejr med masser af sol på det meste af turen havde vi dog udbredt regn på andendagen fra Concordia til Urdukas, hvilket senere skulle vise sig at have større betydning end man først skulle tro. Efter Urdukas fortsatte vi videre langs gletscheren, idet jeg bemærkede hvor stor en del af denne etape vi faktisk gik på sidemorænen, omend jeg tror at vi havde valgt en anden rute længere ude på gletscheren da vi i sin tid var steget op. Selv den store Baltorogletscher blev gradvist mindre, og til sidst steg vi ud på gletscheren en sidste gang for at gå det sidste stykke frem til gletschertungen. Jeg var nu faldet noget bagud da jeg havde standset et par gange for at tage billeder, og var så blevet tilbage da de andre fortsatte. Men her dukkede guiden og køkkendrengen netop op, hvilket var ganske praktisk så vi kunne finde vej ned på tørt land. Som så mange andre steder havde gletscheren ændret sig totalt, og det gjaldt især også her. Stien ned var simpelthen forsvundet, så vi måtte finde vores egen. Hvilket blev et helvede ned over den stejle moræne, højt over den fossende Braldu River. Men vi kom ned i et stykke, lige ved gletscherporten, så vi holdt en lille pause, hvor vi kunne beundre den magtfulde flod flyde direkte ud af gletscheren. Efter tre dage på gletscheren var det tid for turens længste dag, iden vi pushede hele vejen igennem fra Paiyu til Korophon. Jeg følte mig efterhånden temmelig nedslidt, for efter at have ligget en måned uden at bevæge mig meget fra basecamp var det svært for kroppen at skulle transportere sig ned gennem denne støvede og solstegte dal. Det ville have været fedt om jeg blot kunne have vandret i shorts, eller i det mindste mere behagelige tights, men begge dele var jo no-no her i Pakistan. Så selv om jeg havde det rigelig varmt i forvejen og vedholdende problemer med væskebalancen måtte jeg alligevel morgen efter morgen trække i mine lange og svedige trekkingbukser. Men nu var det snart overstået.