Nu manglede vi blot de sidste to timers vandring fra Korophon ned til Askole, hvor jeepene ville vente nedenfor landsbyen, klar til at køre os mod Shigar. Rygterne ville vide at der nu var tre roadblocks på vejen til Shigar, og den første blokering var den stejle vej fra floden op til Askole. Jeepene ville vente nedenfor den stejle vej, så vi kunne køre derfra en halv time senere. Det viste sig ikke at være tilfældet og da jeg erfarede, at der alligevel ikke var jeeps her, måtte jeg blot fortsætte ad vejen mod Thungol, hvor jeepene efter forlydendet skulle vente på os. Vejen videre frem var noget medtaget. Adskillige steder havde den rivende flod revet stumper af vejen med sig, så der kun var en smal sti tilbage, og et par steder havde stenskred ovenfra spærret vejen. Det var tydeligt nok at en jeep ikke kunne komme igennem her. Halv et nåede jeg frem til Thungol, eller i hvert fald jeepene, endelig kunne vi komme afsted. Vi kørte vel en times tid, så var vi fremme ved næste roadblock, og det var en som ikke bare kunne omkøres. Hvor vejen krydsede en rivende bjergbæk på en hængebro havde den rivende strøm efter regnvejret nogle dage forinden revet det ene brotårn med sig, og hængebroen hang derfor i det ene kabel mens det andet akkurat kunne forhindre at vejbanen hang lodret ned. Imponerende at noget så solidt som en hængebro kunne sættes ud af spillet af en smule vand. Men kunne bilerne ikke komme over stod bærerne klar til at sætte livet på spil for at fragte godset over den skæve bro; vi havde dog vore egne bærere med, idet en del af vore folk havde fået et lift med ned gennem dalen. Og det samme skete ved næste roadblock ikke så langt derfra. Jeg må sige at jeg var imponeret over, hvordan de får tingene til at fungere herude med simpel manpower. Efter den tredie roadblock var der hul igennem til Shigar, men nu forlød det at vi skulle direkte til Skardu og altså ikke til frokost i Shigar, som det ellers var planlagt. Vi kom til Shigar og kørte igen uden stop. Nu kom der grus i styretøjet, så jeepen slingrede faretruende hver gang vi var i fjerde gear. Men på den anden side kunne chaufføren ikke rigtig sætte farten ned, da han gerne ville nå frem til Skardu inden det blev mørkt. Trods flere truende optrin lykkedes det alligevel, og klokken ni trillede vi op foran Hotel Mashabrum i Skardu. Vandreturen var afsluttet, og vi skulle begynde at tænke på hjemturen.