Fremme i Islamabad havde vi fire dage til at slappe af efter ekspeditionen og gradvist vænne os til civilisationen igen. Vi var blevet inviteret til frokost hos Amjads familie i Nowshera i NorthWest Frontier Province, en region i Pakistan, som diverse ambassader og efterretningskilder anbefaler at man holder sig fra. Men jeg havde efterhånden også lært, at alle disse advarsler skulle tages med et stort gran salt, da det blot handler om at agere efter de spilleregler som gælder her. Og jeg ved godt, at her vil medierne derhjemme hejse alle advarselsflag, men sandheden er, at vi ikke på noget tidspunkt følte os utrygge, tværtimod. Blandt de mange ting vi har lært af denne tur er, at ethvert menneske har krav på at blive respekteret. Respekteret for sin person, sin tro og sin integritet. Hvis blot man respekterer hinanden er meget nået, og Pakistan vil have mulighed for at udnytte sit enorme potentiale som turistrejsemål. Amjad var tydeligvis af en agtværdig familie, ældste søn af seks, der alle havde fremmelige uddannelser, eller var ved at tage dem, som advokat, revisor eller ingeniør. Overhovedet for familien var naturligvis farmand, som i sin traditionelle pakistanske klædedragt og trods sit hvide fuldskæg (eller måske netop på grund af det) udstrålede en tillidsvækkende autoritet. I denne del af Pakistan ligger en stor del af autoriteten i alderen, og man retter sig som regel efter hvad de gamle og erfarne siger. Denne tradition er karakteristisk for hele grænseområdet mod Afghanistan, hvor en stor del af beslutningsprocessen derfor ligger i en form for ældreråd, det er simpelthen de gamle og erfarne som bestemmer. Dette er en århundredgammel tradition, som er blevet fastholdt, også mens briterne havde resten af landet, og også i det moderne Pakistan. Det kan derfor ikke komme som nogen overraskelse, at det fra tid til anden giver brydninger med den moderne demokratiopfattelse, og halvdelen af NWFP er derfor reelt set uden for pakistansk lov og ret. Men at det skulle være specielt usikkert her er egentlig ikke min opfattelse. Alle beskytter sine, og da vi var gæster hos Amjad og hans familie var vi naturligvis også under deres beskyttelse. Der var så meget vi skulle snakke om, så det endte med at blive sen eftermiddag inden vi kunne tage afsked, vi skulle jo gerne nå at være tilbage på vort hotel inden det blev mørkt, mente Amjad, og vi skulle også ringe til ham når vi var nået frem - jo man tænker på sine gæster her, og det er åbenbart udbredt i NWFP at man er inden døre når det er mørkt. Men besøget her var indblik i en verden man ellers kun hører om fra den negative side.