Jeg har vænnet mig til meget mens jeg var de otte uger i Pakistan, så der er lige så meget jeg skal vænne mig fra igen, nu jeg er vendt tilbage til disse nordlige himmelstrøg. To af de ting jeg har haft svært at vænne mig til er danskernes mentalitet om at man bare smider affald overalt. Cigaretskod smider man da bare på gaden, selv om der er en affaldsspand få meter derfra, og i trafikken optræder rigtig mange som om de er udødelige. I går eftermiddags oplevede jeg en cyklist, som for fuldt rødt lys kørte tværs over Nørre Voldgade med musikken drønende i ørerne. Det var kun med nød og næppe han slap uskadt fra det, hvis ikke den bilist der var på vej over for grønt havde været kvik på styretøjet og kastet sin halvandet ton tunge bil ind i en undvigemanøvre ville cyklisten blot være blevet et nummer i statistikken. Men tror I at cyklisten var taknemmelig? Nej, selvfølgelig ikke, han gav blot bilisten fuckfingeren fordi han havde tilladt sig at dytte af ham. Hvorefter cyklisten fortsatte ned ad Frederiksborggade mod ensretningen. Jeg må indrømme, at jeg forstår ikke hvilke tanker der løber gennem sådan en cyklists hjerne, hvis der da overhovedet er nogen. Noget lignende tænker jeg når jeg krydser Østerbrogade ved Svanemøllen station, hvor det kun er ganske få cyklister der respekterer det røde lys og enten bare kører tværs gennem krydset, eller kører ud og parkerer midt i krydset, ofte til stor gene for den tværgående færdsel. Det skulle lige have været i Pakistan, hvor det røde lys heller ikke bliver respekteret hver gang, men hvor alle trafikanter hele tiden sørger for at have øjenkontakt med medtrafikanterne så man ved hvad hinanden laver, og ikke blot tager skyklapperne på og siger: jeg ser intet, så der er ikke nogen fare på færde. Men det er der, for det er de færreste cyklister der slipper godt fra mødet med en halvandet tons tung personvogn, eller hvad værre er: en tung lastvogn. Og en fuckfinger er altså ikke den bedste måde at skabe mere tolerance i trafikken på.