En ulykke kommer sjældent alene. For en uge siden meddelte Pakistans præsident Musharraf at han trådte tilbage, og i går er det parlamentet der har bragt landet en smule nærmere kaos. Den skrøbelige koalitionsregering med premierminister Nawaz Sharif fra partiet Den muslimske Liga, PML-N og regeringspartneren Asif Ali Zardari fra det Pakistanske Folkeparti, PPP er brudt sammen, idet Sharif netop har meddelt at han træder ud af regeringen, og dermed skaber yderligere ustabilitet for det pakistanske samfund. Officielt er bevæggrunden for hans udtræden at Zardari endnu ikke har genindsat de mange højesteretsdommere, som tidligere præsident Musharraf fyrede, idet de kunne have forhindret hans genvalg som præsident. Men indadtil ligger der nok også andre motiver bag ved Sharifs handling, for derved forsøger han at gøre Zardari til en syndebuk, og stille sig selv bedre. Man kan ikke sige at bruddet mellem de to kommer uventet. Samarbejdet mellem de to har i årevis været præget af rivaliseren, og det eneste der har holdt de to sammen er ønsket om at komme af med Musharraf. Så i det øjeblik hvor Musharraf er trådt tilbage er der ikke nogle interesser de har til fælles. Her gælder det gamle ordsprog i høj grad, at det eneste der er bedre end egen succes, er andres ulykke. Omend det er ganske fortvivlende at regeringslederne i en atommagt som Pakistan, som har så mange problemer på både den indenrigs- og udenrigspolitiske front, er så focuserede på at mele deres egen kage og spænde ben for konkurrenterne, og overhovedet ikke tænker på de problemer som landet står i, og den måde deres handlinger yderligere forværrer disse problemer. Zardaris tidligere kone Benazir Bhutto og Sharif udkæmpede for en halv snes år siden bitre kampe om, hvem af dem der skulle styre magten i Pakistan, kampe der først blev skubbet til side da Musharraf overtog magten ved et ublodigt militærkup. Og nu, hvor Musharraf er trådt tilbage, bliver disse interne magtkampe blot genoptaget, selv om militæret stadig står i kulissen. Man skulle tro de gamle rivaler var blevet klogere, for hvad er ideen ved at kæmpe sig til magten hvis man kaster landet i uføre på vejen dertil?