|
|
På med løbeskoene igen
|
Søndag, 31.08.08
|
Efter jeg kom hjem fra Pakistan var tiden inde for at tage løbetræningen op igen og se hvor langt jeg kunne følge den ambitiøse plan jeg havde lagt for løberiet i de førte seks uger efter min hjemkomst. Foreløbig må det siges at være gået meget godt. Jeg har hver uge haft tre dage hvor jeg har været ude og løbe og tre dage hvor jeg har været i motionscentret. Ganske vist indgik styrketræningen ikke i min oprindelige træningsplan, men jeg finder alligevel det er en uadskillelig del af min regelmæssige motion, især efter at Martin Rørdam foreslog at jeg burde lægge ekstra styrketræning ind for for- og baglår, lægge og mave. Så nu har jeg ud over mine tidligere to ugentlige træningsdage i centret lagt en tredie på hvor jeg focuserer på ben, og har til dette formål tilrettelagt et separat træningsprogram. Hvad løbet angår var det som forventet ganske hårdt at komme i gang igen. Efter første løbepas var jeg ganske øm, især i forlårene, og det tog det meste af ugen at komme mig over det, men jeg ændrede ikke i træningsplanen af den grund. Derimod har jeg måtte droppe planerne om at tage en ugentlig tur på minimum 10 km, det kunne jeg mærke at stængerne ikke var klar til endnu. Men jeg vidste på forhånd at min plan for disse seks uger var overambitiøs, så selv om jeg har forsøgt at holde den har jeg også været seriøs og søgt at undgå skader. Af samme årsag har al træning været forlagt til Dyrehaven, med to afstikkere til Geelskov og Hareskoven for variationens skyld. Jeg har ligeledes indtil videre droppet tanken om at løbe et 10 km konkurrenceløb, for hvis jeg ikke er klar på at løbe 10 km til træning, og ikke en gang vil kunne gøre det på under en time, er der vist ikke nogen grund til at forsøge at gøre det ved en konkurrence. Mængdemæssigt nåede jeg i august op på 48 km, hvilket kun er seks km fra den målsætning jeg havde sat mig i min ambitiøse løbeplan. Samtidig har jeg også konstateret at nu min vægt er faldet på plads efter Gasherbrum ekspeditionen har jeg smidt 10 kg, hvilket jeg er ganske tilfreds med. Jeg må blot håbe på at det holder nu jeg kører løs med styrketræningen igen.
|
|