Navigation:    
Start  >  Blog 
> 6. september 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  DHL stafetten alligevel Lørdag, 06.09.08

Det var slet ikke min mening at jeg skulle have været inde i Fælledparken for at løbe DHL-stafetten i denne uge. Ganske vist havde jeg for halvanden måned siden, da jeg tilrettelagde min løbeplan for de første seks uger efter Gasherbrum-ekspeditionen, besluttet at jeg ville tage ud og løbe en 10km-konkurrence her i september, en plan som efter en snak med Martin Rørdam eventuelt kunne reduceres til en 5km. Og DHL-stafetten er jo netop en femmer. Hertil kommer at jeg jo har løbet den rute mange gange før, og da løbet jo lige er i min baghave kan jeg jo blot jogge ned til starten. Men efter at have været ude og løbe de første gange afskrev jeg de planer; jeg løb simpelt hen ikke godt nok til at jeg ville være bekendt at humpe igennem på en femmer, og alligevel forsøge at kalde det en konkurrence. Men som historien viser, så har man et standpunkt til man tager et nyt. Jeg blev nemlig ringet op af Jan Mathorne fredag formiddag, og han spurgte til hvordan det gik med løbetræningen. Jeg burde egentlig allerede her have fattet mistanke, men jeg havde jo flere gange tidligere talt løbetræning med Jan Mathorne. Jeg var netop ved at klæde om for at tage ud i Hareskoven og løbe, men det blev der så ikke noget af, i stedet stillede jeg seks timer senere i Fælledparken under Thrane & Thranes banner. Ganske vist uden de store ambitioner, men jeg har altid betragtet Thrane & Thrane som en virksomhed vi som danskere kan være stolte af, og havde det faktisk rigtig godt med at kunne løbe for dem. Med tanke på at jeg under mine træningsløb på det seneste aldrig havde været under seks minutter pr. km havde jeg forestillet mig en tid omkring 31 minutter, måske endda 30. Men blev temmelig overrasket da jeg løb i mål efter godt 28 minutter. Om det var inspirationen fra de andre på holdet eller om jeg rent faktisk løber lidt bedre end jeg tror skal jeg dog ikke kunne sige. I hvert fald var det ganske tilfredsstillende at det slet ikke var så ringe endda. Og når jeg så tilmed slet ikke følte mig smadret her til morgen tegner det faktisk kun godt for det kommende løberi.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.