Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. september 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Små sorte huller Fredag, 12.09.08

I forgårs tændte CERN sin såkaldte dommedagsmaskine udenfor Genève i sit forsøg på at finde ud af endnu flere detaljer om atomkernerne end man ved på nuværende tidspunkt, men selv om dagen i går blev udråbt til dommedag kan blot det faktum at jeg kan skrive denne blog bevidne, at dommedag ikke er indtruffet, og da slet ikke nu. Enten fordi forskerne har ret når de påstår, at selv om der ved forsøget kan optræde bittesmå sorte huller vil de opløses med det samme inden de kan gøre nogen skade, eller også fordi der forventes at gå en måned inden acceleratoren når op på det ønskede energiniveau. Men jeg skal nok vende tilbage til denne sag når der begynder at flyde resultater ud af acceleratoren. Og hvis dommedag i mellemtiden skulle indtræde - too bad!


  Kun for kvinder! Fredag, 12.09.08

I stedet vil jeg her belyse en anden sag, og det er kælderbutikken Shoelab i Købmagergade, hvor jeg tidligere har købt mine Converse sko, som beskrevet her i min klumme. Jeg har ganske vist sidenhen overvejet at købe flere Converses her, men holdt mig tilbage da jeg fandt prisen for høj i forhold til hvad man må slippe på nettet. Men nu er jeg slet ikke velkommen her længere, for da jeg sent i går aftes sneg mig hjem fra bjergklubben bemærkede jeg, at forretningen nu havde skilte oppe, hvor de reklamerede for Shoelab - for women! Og det i begge vinduer; jeg havde i det mindste regnet med at det ene vindue ville være reserveret til mænd, men nej, sådan skulle det ikke være! Så nu har jeg da endnu en godt argument for at købe mine Converses på nettet, og få dem til under en trediedel af hvad de koster herhjemme, incl. fragt fra USA. Men de grønne camoflagefarvede Chucks jeg købte i sin tid i Shoelab har jeg stadig, selv om de i mellemtiden har været med på toppen af mindst et bjerg i Alperne!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.