Det har aldrig været en dans på roser at skulle løbe op på toppen af et over fire km højt bjerg. For slet ikke at tale om at skulle løbe hele vejen ned igen, og at det hele udspiller sig over en strækning på marathondistancen. Dette er realiteterne bag det berømte Pikes Peak Marathon, og man skal være lidt af en galning for at finde på at stille op i dette løb - hvorfor det ikke bør komme som en overraskelse at jeg løb med i løbet for to år siden. Blandt de mange informationer man får fra løbsledelsen forud for løbet gælder, at løbet gennemføres under alle omstændigheder, uanset vejret, og at man bør være forberedt på at der kan være sne på toppen. Men det vejr som hilste dette års løbere velkommen, var der nok en del, der ikke var forberedt på. Et lavtryk hang tungt over denne del af Rocky Mountains, og allerede da starten gik blev løberne overøst med himlens våde varer. Men med næsten 2400 meters opstigning var der mere i vente. Knap var løberne nået op over trægrænsen ved A-Frame før regnen slog over i sne, og oppe på rutens højeste punkt umiddelbart under Pikes Peaks 4299m høje top, sneede det tæt. Her var det vigtigt at man havde forberedt sig og havde overtræksjakken klar, hvorimod benene nok skulle holde sig varme, så længe man holdt sig i gang. Det var derfor ikke så få blåfrosne knæ man så komme op og vende ved turning point før de listede gennem snevejret ned over de tilsneede stier. Andre ville nok sige Just another day in the office, idet løbets officielle hjemmeside ikke omtaler vejret ved årets løb med et eneste ord, og ganske som sædvanlig var det Matt Carpenter som vandt løbet - kun 3:36:54 skulle han bruge i årets snevejr, hvilket tilmed var 12 minutter hurtigere end hans tid sidste år, til gengæld 'nøjedes' han så også med, kun at løbe marathonen og tog ikke den foregående dags Ascent med.