I den seneste tid har medierne svømmet over med dommedagstrommer fra den igangværende finanskrise, der tilsyneladende bare breder sig og bliver dybere og dybere. Jeg har ganske vist ikke kommenteret denne krise tidligere her i klummen, dels fordi jeg ikke mener jeg har tilfredsstillende indsigt i bevæggrundene for krisen til at kunne forklare den, og dels fordi jeg hverken investerer eller har store lån. Men jeg vil alligevel gøre et forsøg på at blande mig. Krisen dukkede først for alvor frem i rampelyset da en stigende betalingsudygtighed blandt visse grupper af amerikanske husejere ikke kunne tilbagebetale de lån, som visse kreditinstitutter havde givet som yderste prioritet, hvorved disse institutter heller ikke kunne betale tilbage til de investorer, der oprindeligt havde lånt dem pengene. Forretningen var sådan set fin nok, så længe alle svarede alle sit, og derfor besluttede den amerikanske centralbank at pumpe 700 milliarder dollars ud, så boligmarkedet ikke gik ned på grund af manglende finansiering. I mellemtiden har krisen for længst spredt sig ud over hele kloden. Tre af Islands største banker er sat under administration, og herhjemme er der også flere banker der er bukket under, og er blevet opkøbt af konkurrerende rivaler, med mindre de har været et så dårligt papir at Nationalbanken måtte gå ind med opkøb. Selvfølgelig er aktierne stort set værdiløse når banken teknisk set er konkurs, og man har kunne læse mange historier om investorer der har mistet så godt som hele investeringen. Jeg har dog ikke meget til overs for disse investorer, for de ligger som de har redt. Det er jo kun deres egen griskhed og jagten på større profit der har fået dem til at investere på aktiemarkedet, hvor afkastet typisk er større, men hvor risikoen så sandelig også er større. Hvis man ønskede at beholde hovedstolen urørt burde man nok have valgt obligationer i stedet for aktier. Den såkaldte krise har også fået renten til at stige, til stor nervøsitet for de mange husejere som har finansieret deres bolig med flexlån, således at de kunne sætte sig i et hus de egentlig slet ikke havde råd til. Hvis de ikke har brugt det ekstra provenu fornuftigt, eller måske endog har brugt besparelsen på lånet til at skabe sig yderligere gæld (fx. til udbetalingen på en bil), så har også de selv været ude om det. Ens bopæl bør aldrig blive en investering, for hvis investeringen ryger går bopælen samme vej.