Det er tredie gang jeg besøger Iran, idet jeg her i nat fløj ind til Teherans nye internationale Imam Khomeini Airport IKA. De to forrige gange har min tid hernede været delt mellem bjergbestigeriske og kulturelle oplevelser, men denne gang spiller international repræsentation en afgørende rolle. UIAA har nemlig i år forlagt sin årlige generalforsamling til Teheran, og hvor det for mange af de øvrige delegerede har været noget grænseoverskridende at skulle rejse til dette revolutionære, religiøse islamiske land tog jeg det noget mere afslappet, da jeg fra mine tidligere besøg ved, at i Iran fungerer tingene, og at det er et afslappet land at bevæge sig i, hvis blot man overholder landets skrevne og uskrevne regler. Af hensyn til de forventeligt mange usikre tilrejsende delegater har arrangørerne fornuftigt nok valgt at afholde konferencen på Teherans måske eneste femstjernede hotel, Laleh Hotel midt i det centrale Teheran, hvilket så også betyder at man er tvunget til at bruge dette hotel, uanset om man vil eller ej. Bevares, sengene er behagelige, aircon'en virker, og der er roomservice døgnet rundt, men prisen er så også næsten ti gange højere end jeg er vant til her fra Teheran. Kun en gang tidligere har jeg betalt over tusind kroner for en nat, og det var i Grindelwald en nat mellem jul og nytår 2001. Ganske som det var intentionerne, så behøver vi delegerede slet ikke at forlade hotellet når først man har checket ind, men når nu jeg er i Iran er det jo ikke for at mure mig inde på et hotel, men for at møde Iran og iranerne. Det var jo nemt nok på Hotel Shiraz, hvor der ikke var meget at blive på hotellet for, men her må jeg nærmere finde på en undskyldning for at forlade Laleh og de øvrige UIAA-delegerede. Så idet hotellet ligger lige i kanten af Laleh Park måtte jeg her til aften lige slå en runde for at se om parken kunne bruges til at løbetræne i. Jeg er jo netop kommet ind i en god rytme med at løbe hveranden dag og styrketræne hveranden dag, nogle gange oftere, og var selvfølgelig interesseret i at holde det kørende i de ni dage jeg ville være i Iran, hvis muligheden var til det. Teknisk set ville jeg ikke falde særlig meget udenfor, da der var temmelig mange unge mænd, der dyrkede tennis, volleyball, fodbold eller skak på de dertil indrettede pladser og borde, og jeg så endda også fire fyre, der stille og roligt joggede rundt i parken. Men jeg tror nu alligevel jeg ville falde noget udenfor med mit tætsiddende løbetøj, der på mere end én måde ville signalisere at jeg var udenbys.