Navigation:    
Start  >  Blog 
> 18. oktober 2008
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tilbage mod det essentielle Lørdag, 18.10.08

Vi var nu nået frem til selve UIAA generalforsamlingen, der i dens forløb varslede bedre muligheder for, at vi i fremtiden atter kunne koncentrere os om det væsentlige i UIAAs arbejde, nemlig arbejdet til fordel for bjergbestigningen worldwide. Naturligvis kunne gårsdagens begivenheder i ISMF ikke undgå at sætte præg på første halvdel af generalforsamlingen, hvorunder det kom frem at forholdet mellem ISMF og UIAA var blevet noget belastet i den senere tid, specielt i forbindelse med ISMFs engagement i det schweiziske skiløb Patrouille des Glaciers, hvor man godt nok havde optaget det som ISMF-arrangement, men da en fransk skiløber så blev taget for doping fik man meget travlt med at vaske hænder. For det var jo den schweiziske hær som stod for arrangementet, og derfor ville IOCs og WADAs dopingregler slet ikke være gældende. Og i øvrigt var det jo ISMC som havde indgået aftalen med løbsarrangørerne, så hvis nogen ville køre en dopingsag måtte det være en sag for UIAAs doping-, disciplin- og appelkommissioner, idet ISMC jo hørte under UIAA. Selv om man jo netop havde forladt UIAA en måned forinden. UIAA har dog, for at holde sin sti ren, valgt at køre sagen alligevel, men IOC bliver næppe begejstrede for ISMF når de hører om den historie. Idet formalia ikke havde været helt på plads da ISMC blev gendannet i ISMF havde den italienske bjergklub CAI fremlagt et forslag om at opløse ISMC og henlægge alle denslags konkurrenceaktiviteter til ISMF, men dette forslag måtte nu skrives helt om, da ISMF jo ikke længere ønskede UIAA medlemskab. Således at UIAAs medlemsorganisationer fortsat kunne afholde konkurrencer i skibestigning, men at man blot afholdt sig fra at lave egentlige mesterskaber, og at man i øvrigt håbede på at ISMF i nær fremtid ville vende tilbage til folden. Ellers gik resten af generalforsamlingen som et smurt urværk. Regnskab og budget blev godkendt, de fleste velegnede kandidater til bestyrelse og Management Committee blev valgt ind eller genvalgt, og Jan Bønding kan nu se frem til yderligere fire år i UIAAs bestyrelse. For første gang i mange år var det muligt at give mere end en time til kommissionerne at fremlægge deres arbejde, hvilket jeg så på med stor tilfredsstillelse, for kommissionernes arbejde er efter min opfattelse noget af det mest essentielle i UIAA. Og traditionen tro vil jeg i den nærmeste tid give essensen af disse rapporter videre her på siden.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.