Efter arbejdsdagene i Teheran havde jeg taget fire dage ekstra fri, således at der også var tid til lidt bjerg. Arrangørerne havde annonceret en efterfølgende firedages tur til Damavand, Irans højeste bjerg, og jeg havde derfor booket flyrejse til hjemrejse natten til torsdag. Imidlertid fik jeg med et par ugers varsel at vide at firedages turen var berammet fra mandag til torsdag og ikke søndag til onsdag, som jeg havde kalkuleret med, og jeg kunne derfor alligevel ikke deltage på turen. Mit alternativ var derfor at vandre en tur i Tochal-området i stedet, men fem dage før afrejse havde jeg tilfældigvis en snak med Mohammad i bjergklubben, og han tilbød at sætte mig i kontakt med en af sine venner i Iran, således at jeg kunne komme til Sabalan Kouh i stedet. Det var dog ikke muligt at bestille indenrigsbilletten til Tabriz hjemmefra, og da først jeg var fremme i Teheran var alle billetter udsolgt, både til Tabriz og Ardabil. Men Hassan, som hans ven hed, havde dog alligevel kunnet skaffe en plads, så pludselig lå en kvittering i hotellets reception på en enkeltbillet til eftermiddagsflyet til Ardabil. Jeg skulle blot tage en taxa op til Shabil ovenfor Meshgin Shahr, så ville vi mødes der og herfra køre med en jeep op til en hytte halvvejs oppe ad bjerget. Der var dog væsentligt længere til Shabil end jeg havde forestillet mig, men efter at have kørt små 100 km kørte vi fra hovedvejen op til en lille by. Uvist af hvilken årsag skulle jeg så skifte taxa her, så i en noget brugt Paykan fortsatte vi op ad bjergvejen. Jeg blev sat af ved en stor bygning ved vejs ende, og da chaufføren havde bedyret mig at dette sted skam var Shabil stod jeg ud med mine rygsække og taxien kørte sin vej, mens jeg blev efterladt i mørket, et sted jeg ikke kendte, langt væk fra alt og især fra Teheran, sammen med folk jeg ikke kunne gøre mig forståelig over for, og med tre dage til mit iranske visum udløb. Der var ingen Hassan her, og efter en halv times venten blev det meste af lyset i bygningen slukket og to personer, der lignede et par opsynsfolk, forlod bygningen og gik til hvad der lignede et vagthus ved indkørslen. I mellemtiden havde Hassan sms'et mig og fortalt at vi skulle mødes ved Hotel Shabil, men da jeg senere talte med vagterne kunne de fortælle mig at dette hverken var Shabil eller et hotel. Jeg havde vel ventet en tre timer da der kom fire fyre ud, og en af dem kendte heldigvis en lærer i dalen der kunne lidt engelsk. Via min mobil blev jeg sat i forbindelse med ham, og så kunne jeg instruere ham i at han skulle sige til sine venner, at de skulle fortælle Hassan hvor jeg var, således at vi kunne finde hinanden. Noget bøvlet, men temmelig nødvendigt, idet ud over vagterne var fyrene her øjensynligt de eneste der vidste hvad stedet her hed. Men ingen af dem talte engelsk og der var ikke nogen tolk til stede. For at gøre en lang historie kort dukkede Hassan endelig op ved halv ti-tiden sammen med to venner. Det var nu for sent at køre op med jeep, så vi kørte i stedet tilbage til landsbyen Shabil, hvor vi på et yderst primitivt hotelværelse kunne slå os ned for en sen aftensmad med tilhørende whisky, smuglet over grænsen fra Tyrkiet; det var åbenbart noget der var ganske gængs i denne del af Iran. Så en temmelig ensom aften fik alligevel en god afslutning.

Hygge i 'Hotel' Shabil.