Nu vi ikke kom op til hytten dagen forinden måtte vi hellere starte tidligt den følgende morgen - sådan havde Hassan nok tænkt, men da vi var klar tidligt næste morgen var der knap nok nogen i landsbyen som var vågnet op endnu. Vi begyndte derfor opstigningen til fods, men til sidst lykkedes det Hassan at fange nogle længere nede i dalen, som kunne komme op med en god gammel LandRover. Endelig kunne vi komme af sted på de 10 km jeepvej, der førte fra asfaltvejens ende op til hytten. Hassan havde oprindeligt håbet på at vi kunne starte ud fra hytten henad syv, men nu blev den halv ti inden vi var startklare. Sabalan Kouh var på en og samme tid både et imponerende og tilsyneladende overkommeligt bjerg. Ganske vist går det for at være et af de vanskeligere, som man ikke bare kan vade op på, men for mig virkede det ikke specielt skræmmende, blot interessant. Vi skulle ikke gå langt fra hytten før vi nåede op til sneen, som allerede var begyndt at lægge sig her i nordflanken. Det gjorde godt nok bestigningen noget vanskeligere, idet nordflanken bestod af store blokke i et stejlt terræn, og da sneen dækkede alle hulninger var det ikke til at vide hvor dybe de mellemliggende huller var. Det lykkedes mig da også at få et par gode skrub når jeg røg gennem den tilsyneladende stabile sne. Da vi nåede op til graten blev ruten dog noget lettere, idet graten ikke var nær så stejl og der lå mindre sne. Dog var der ind imellem nogle pudsige trin hvor graten blev stejlere. Her burde vi kunne gå noget hurtigere, og så alligevel ikke, idet Hassan var ved at udvikle en form for højdesyge. Sabalan Kouh er trods alt godt 4800 meter højt, og når man som i hans tilfælde kom direkte fra Bushehr ved den Persiske Golf var det noget af en opstigning på 24 timer. Han blev derfor nødt til at vende om da vi nåede op mod 4500m, og selv om jeg blev tilbudt at slå følge med to andre fyre fra Teheran, som vi havde mødt og fulgtes med siden ovenfor Shabil, valgte jeg alligevel at stige ned sammen med Hassan, så også jeg kunne komme med den forudbookede jeep. Til at begynde med syntes jeg det var lidt dårlig planlægning, men da jeg så dagen efter erfarede at de to andre tehranis hverken nåede toppen eller ned til hytten igen i tide, men måtte undsættes af en redningspatrulje, hvor de over midnat blev fundet med forfrysninger var min beslutning at vende om måske alligevel ikke helt forkert.

På vej mod Sabalan Kouh.