Som bekendt havde jeg kun fire dage til diverse fri-ture ud over mødeaktiviteterne i Teheran, så min supplerende tid var næsten ved at være slut før den begyndte. Samme dag som vi havde forsøgt os på Sabalan Kouh nåede vi tilbage til Hassans fødeby Azar Shahr ca. 300 km borte, og om onsdagen var jeg rundt og hilse på venner, familie og bekendte. Det er i forvejen sjældent at der kommer vesterlændinge til Iran, og da slet ikke til en lille by som Azar Shahr, så der var mange der gerne ville "se giraffen". Jeg fandt snart ud af, at dette område her hverken afspejlede det officielle iranske billede af befolkningen, endsige de danske mediers eller mit eget billede. Til min store overraskelse lå der faktisk en undertrykt frihedskamp her og lurede, idet stort set alle her i området følte sig som azerbaijanere, og faktisk også havde været et fælles folk i sin tid under Persien indtil shahen for et par hundrede år siden solgte den nordlige del af Azerbaijan til russerne for at betale af på en krigsgæld. Nord-Azerbaijan fulgte senere med fra russerne til Sovjetunionen indtil disse provinser blev selvstændige for 17 år siden. Men de resterende fire provinser med Tabriz og Ardabil var fortsat en del af Iran, og folket her fik det ikke spor bedre da revolutionen væltede shahen af tronen. Azerbaijanerne i denne del af Iran er dog et helt andet folkeslag, der på mange måder afviger fra perserne og fortsat drømmer om en genforening med de nordlige provinser i et samlet Stor-Azerbaijan. Selv om Azerbaijan ikke er et specielt fredeligt land, med den konstante konflikt med Armenien om Nagorno-Karabakh regionen. Azerbaijanerne her er ganske vist også shiitiske muslimer, ligesom de fleste iranere, men nærmere tilknyttet det tyrkiske folk end perserne, hvilket også afspejles ved en ganske afslappet holdning til emner som tvangstørklæder og alkohol. Til sidst var det dog på tide at vende snuden hjemad. Da jeg i går måtte med bus de 660 km fra Tabriz til Teheran fordi det ikke havde været muligt at få plads på flyet, kom jeg tilfældigvis i en bus med en særkørsel af soldater som skulle til militærtjeneste i Teheran, og det var ikke uinteressante snakke jeg fik med de få soldater som kunne et hæderligt engelsk, og som derfor måtte tale for hele bussen. Jeg var nær aldrig kommet af i tide, men soldaterne og chaufføren havde slået sig sammen om, at jeg i hvert fald skulle nå mit fly, så ved en motorvejsudfletning vest for Teheran standsede bussen midt i krydset, en af soldaterne fik standset en privatbil, og så blev jeg med den kørt direkte til lufthavnen! Så jeg nåede alligevel flyet med ganske god margin.