Idet det var fire år siden jeg havde været i Iran sidst havde jeg på min tur også været noget opmærksom på, om der var noget som havde ændret sig. Men hvor jeg de første dage ikke syntes at der var nogen ændringer at spore, blev jeg i de sidste dage alligevel opmærksom på at ikke alt var som før, måske foranlediget af at jeg kom ud af skallen der omsluttede luksushotellet i Teheran og kom ud blandt mere jævne folk i provinsen. En af grundene til at tingene ikke var de samme som før skyldes naturligvis de famøse Muhammed-tegninger. Hver eneste gang jeg rejser i muslimske lande bliver jeg mere og mere harm over den mangel på fornuft der har karakteriseret hele denne affære, og som har medført at Danmarks ry i udlandet er blevet lagt i ruiner mange år frem. Men når nu hverken vores statsminister eller udenrigsminister har mod eller mandshjerte nok til at forklare sammenhængen måtte jeg vel gøre det - når man som dansker rejser i udlandet er man jo på en eller anden måde ambassadør for sit land. Jeg skal ikke her hverken forsvare eller benægte tegningerne, men hver eneste gang jeg omtaler sagen kommer det som en stor overraskelse at der ikke er noget i dansk lovgivning som forbyder en sådan offentliggørelse. Naturligvis kommer det bag på dem, idet det er de færreste muslimske lande som har den samme pressefrihed som vi nyder herhjemme. Men med frihed følger ansvar, og ved genoptrykket sidste år er det tydeligt nok at diverse medier ikke er deres ansvar bevidst. Og med alle dem jeg har fortalt om min vurdering af forholdet tror jeg nok jeg har gjort mere for dansk udenrigspolitik end Per Stig Møller og Anders Fjogh. En anden forskel fra 2004 var, at folk nu i fuld offentlighed tillod sig at kritisere den iranske regering, og det var lige meget om det var privatpersoner, erhvervsdrivende eller soldater. Hotelværten i Azer Shahr var oven i købet stolt over at have satiriske videoclip med præsident Ahmedinejad på sin mobiltelefon, og selv soldaterne, som jo skal kæmpe for fædrelandet havde ikke meget til overs for regeringen. Dagene i Iran fortalte at præstestyret er en kolos på lerfødder, og hvis blot modvinden bliver kraftig nok skal den nok falde af sig selv, hvis blot fremmede magter undlader at blande sig.