Nu hvor den såkaldte finanskrise breder sig som ringe i vandet ud over den ganske verden stiger panikken også blandt mange herhjemme, især boligejerne begynder at føle sig truet på livet og ikke mindst pengepungen, nu hvor deres store flekslån skal fornys i en periode med stigende renter. Men inden vi begynder at fortvivle for meget skulle man måske lige se på, hvem der er der klager over de stigende renteudgifter, og hvorfor. Det burde jo være alle og enhver bekendt at det ikke er gratis at låne penge, og når nu regeringen har indført muligheden for at finansiere sin bolig med et flekslån må man jo også forholde sig til at visse boligejere ønsker at gamble med sin bolig, blot for at skrabe lidt ekstra mammon til sig. I over hundrede år er boligfinansieringen primært sket ved at optage et fast forrentet lån i kreditforeningen, hvilket ud over at være det billigste også var til at regne med: man vidste hvad man havde at skulle betale de næste 20 eller 30 år. Men med flekslånene er denne vished forsvundet, og på mig virker det nærmest som bondefangeri at kreditforeningerne tilbyder et lån til en meget lavere rente det første år. Med risiko for at renten stiger efter måske bare et enkelt år, måske endda til et niveau der ligger højere end hvis man blot havde taget det faste lån. Men bordet fanger: skødet er skrevet og gælden står i deres navn. For mig er det komplet uforsvarligt at optage et kæmpelån på et så løst grundlag, især når renten på de faste lån var så langt nede som den har været i de seneste år, så når den søde kløe ophører og den kortvarige profit afløses af store udgiftsstigninger, ja så ligger man som man har redt. Nu er staten så i går gået ind med endnu en hjælpepakke, denne gang til kreditforeningerne, og da jeg hørte om det blev jeg ganske harm. Staten i sig selv ejer jo ikke andet end hvad skatteborgerne yder, og hvorfor skulle vore skattekroner gå til at støtte gamblerne? Heldigvis er det ikke sådan det hænger sammen. Hjælpepakken virker blot ved, at regeringen slækker på likviditetskravene til de pensionsselskaber som har tabt for mange penge på de raslende aktiekurser, således at pensionsselskaberne ikke behøver realisere dele af deres obligationsbeholdning. Derved fjernes det finansielle pres fra kreditforeningerne, der således ikke behøver at sætte rentesatsen på flekslånene helt så højt. Men stige, det skal renten såmænd nok gøre alligevel.