|
|
Et år på tolv dage
|
Søndag, 09.11.08
|
Da jeg i sin tid, for over otte år siden, åbnede dette site på nettet, havde jeg kun tre temaer som jeg ville beskrive, og det var min dengang daglige weblog, et månedligt galleri med udvalgte billeder og endelig hovedformålet med siden overhovedet, en beskrivelse af områder og bjerge i primært Schweiz. Med kun disse tre temaer var der overskud nok til at jeg kunne skrive en weblog hver dag, ligesom jeg ville lade både mine gallerier og områdebeskrivelserne i Schweiz være tosprogede, idet jeg agtede at oversætte hver enkelt side til engelsk. Siden har indholdet her på ViaAlpina ændret sig noget, der er kommet en del flere temaer, ligesom det stigende antal sider, efterhånden langt over 4.000 tekstsider alene, beslaglægger et stigende omfang af tid blot til vedligeholdelse og opdatering. Så de daglige weblogs bliver nu for det meste skrevet hver tredie dag, med mindre jeg har mere på hjerte - og tid til at skrive herom. Områdebeskrivelserne opgav jeg hurtigt at oversætte til engelsk, der er kun et par enkelte rester tilbage af det projekt som kan findes i min engelske sektion, og gallerierne blev kun sporadisk oversat. Men netop gallerierne har jeg ofte haft behov for at relatere til i en engelsk version, når jeg har diskussioner kørende med andre bjergbestigere i udlandet. Det blev igen aktuelt da jeg var i Iran, da dem jeg mødte derude selvfølgelig var interesserede i at få et billede af deres eget land, set med vestlige øjne. Men hjemme igen kunne jeg kun konstatere, at jeg kun havde fået oversat et af mine iranske gallerier til engelsk, så det måtte jeg se at få rettet op på. Men nu jeg var kommet i gang fik jeg en sjælden inspiration til at forsøge at komme i bund med de manglende oversættelser. Så så længe jeg gider (og har tid hjemme) vil jeg forsøge at oversætte et galleri hver dag som dagens første opgave. For ved kun at tage ét galleri om dagen er der en lidt større chance for at jeg ikke løber sur i det. Så bortset fra tre dage i slutningen af oktober, hvor jeg var på landet for at kløve brænde, er det faktisk lykkedes indtil nu, da jeg her til formiddag uploadede galleriet om turen til Aiguille de Génépi med Karsten Holm i 1996 i den engelske version. Jeg må dog indrømme at det er en større opgave jeg har givet mig i kast med, al den grund at opgaven har været negligeret i syv års tid. Så selv om jeg i løbet af den sidste halve måned har oversat et års produktion af gallerier ligger der stadig 43 gallerier der venter på at blive oversat. Så selv i bedste tilfælde bliver jeg næppe færdig med opgaven inden jul!
|
|