|
|
En ringe trøst
|
Fredag, 14.11.08
|
Traditionen tro måtte jeg jo ind og se den nye James Bond film, der havde premiere for en uges tid siden, og selv om anmelderne har været noget forbeholdne i uddeling af stjerner, måtte jeg jo også danne min egen mening. Lige fra starten bliver man kastet lige ud i actionscenerne: en helikopter panorerer her over en italiensk bjergsø og fanger så en biljagt, hvor Bond bliver forfulgt af skydegale banditter, der - som traditionen efterhånden byder - plaffer løs til højre og venstre uden at ramme deres mål. Kritikernes påstand om at man ikke får så meget ud af filmen hvis ikke man har set den foregående film Casino Royale er dog skudt lidt over mål, for den forbindende part, mr. White, bliver elimineret i løbet af det første kvarter. Derimod er de evige referencer til Vesper, Bonds kæreste i Casino Royale, dog lidt enerverende i længden; Bond har jo tidligere mistet en kone i Japan uden at det medførte den større trækning i ansigtet. Men derfor skal man nu ikke tro at Bond er blevet følsom, tværtimod. På et tidspunkt, hvor Bond er blevet frataget sine rettigheder af MI6 får han sin gamle, nu pensionerede kollega til at hjælpe ham med både plastickort og identitet, og han tager også med til Bolivia for at hjælpe Bond med sin egenrådige mission. Og så, når han tager imod de kugler, som egentlig var tiltænkt Bond, bliver han blot kastet i en affaldscontainer som et brugt stykke værktøj. De samme kritikpunkter som jeg havde ved Casino Royale, gælder også den nye film. Filmen forløber i et ubehageligt opskruet tempo, hvor det mere gælder om at komme hurtigt fra den ene actionscene til den næste end at give publikum tid til at tænke over detaljerne, og selv forsøge at gennemskue plottet. Det er der ikke tid til, man får de nødvendige oplysninger hen ad vejen, og dem har man bare at stole på, hvis man skal forsøge at følge med i den hæsblæsende rutchebanetur. Derfor kan man ikke undgå at sidde tilbage med en fornemmelse af, at der er for store huller i manuskriptet til at overlade det til publikum selv at gennemskue plottet. For så ville man nok finde alle hullerne i stedet. Actionscenerne er flotte, men det gælder med dem som med chokolade: alt for meget af slagsen giver kvalme.
|
|