|
|
Endnu en periode i Klatreforbundet
|
Mandag, 24.11.08
|
Under ekspeditionen til Gasherbrum i sommers havde jeg jo under mine mange og lange overvejelser om fremtiden besluttet, at jeg ville skære ned på mine mange tillidsposter, og her i weekenden skulle det vise sig, hvor meget ræson der var i disse overvejelser. I går var der netop det årlige repræsentantskabsmøde i Dansk Klatreforbund, og netop min bestyrelsespost her var et af de felter, hvor jeg havde besluttet at skære ned på mine aktiviteter. Men, som det var set før, går det jo ikke altid som præsten prædiker. I toget på vej mod Århus var jeg selvfølgelig ikke den eneste der var på vej til repræsentantskabsmødet, og inden jeg var nået til Århus var jeg blevet opfordret til at genopstille alligevel. For der er jo ingen tvivl om at mine administrative kvalifikationer er i orden, og alt andet lige kan det jo kun være til fordel for bjergklubben at have en mand placeret i Forbundets bestyrelse, både fordi Dansk Bjergklub trods alt er det medlem af Klatreforbundet, der klart har det største antal medlemmer, ligesom vi jo er den eneste klub som tager udendørs klatring seriøst. På dagsordenpunktet under Valg stod der blot at jeg overvejede at genopstille hvis der var behov for det, og det var som sådan meget rigtigt formuleret. Og da det hurtigt gik meget trægt med at besætte de sidste pladser måtte jeg alligevel stikke fingeren i vejret, og blev følgelig genvalgt til posten i bestyrelsen. Så vil det kommende konstituerende møde i december vise hvilken plads jeg vil betræde i den kommende periode. Det står dog klart, at i modsætning til mine hensigter fra i sommers, bliver jeg på den korte bane nødt til at bruge mere tid på Klatreforbundet for at indhente den manglende aktivitet jeg har udvist det sidste halve år, hvor jeg har været rigeligt beskæftiget med arbejdet før, under og efter ekspeditionen. Så vil tiden fremover vise hvor meget gavn det vil være for både mig, Forbundet og bjergklubben at jeg tager en periode mere.
www.klatreforbund.dk
|
|