|
|
Rapport fra UIAA Safety Commission
|
Søndag, 21.12.08
|
Jeg vender lige tilbage til kommissionernes afrapporteringer ved UIAA generalforsamlingen i Teheran, og er nu nået frem til Safety Commission.
Efter den farverige Pit Schuberts afgang fra Safety Commission (SafCom) hører man ikke længere så meget om denne kommission, hvilket på sin vis er lidt synd, idet SafComs 'barn' UIAAs Safety Label, bidrager med en stadig større del af UIAAs indtægter, en indtægt der forventes at blive ikke så lidt større i de kommende år. På nuværende tidspunkt er der udstedt næsten 1800 labels til mere end 50 producenter af bjerg- og klatreudstyr. Desværre er der dog en tendens til, at den umiddelbare nysgerrighed, som i mange år kendetegnede kommissionens arbejde under Pit Schubert - "Hvorfor nu det?" er druknet lidt i succesen, idet arbejdet for tiden mere drejer sig om at vedligeholde de eksisterende udstyrsstandarder og udvikle nye standarder for andre udstyrsgenstande. Dette kan måske ikke undre så meget, UIAAs halvdårlige økonomi taget i betragtning nu hvor DAV, ÖAV og VAVOE har forladt UIAA, men alt andet lige virker kommissionens arbejde efterhånden mere professionelt. Og lidt mere kedeligt! Det er dog planen at salgsarbejdet med Safety Label skal flyttes over i et separat kontor, således at mærket også fremover kan blive håndteret professionelt, og at komissionen derved får mere tid til 'det sjove'. Kommissionen forventer at fremkomme med en revideret standard for rebbremser til næste år, og i den forbindelse undersøges det netop i øjeblikket, hvilken betydning på bremsekraften det har, når rebene er nye og glatte. I Italien er der ved CAI's foranledning en undersøgelse i gang om ældning af klatrereb, og et resultat af denne undersøgelse forventes at indgå i standarden for rebtest på et senere tidspunkt. Derimod er arbejdet med at fastlægge en sikkerhedsstandard for klettersteigudstyr løbet ind i uventede problemer ved at gentage de først foretagne franske tests i Tyskland, ligesom der har været tilfælde hvor det testede udstyr har svigtet eller ligefrem knækket under våde forhold. Kommissionen har dog med tilfredshed set at ulykker på grund af svigt i klatreseler stort set er elimineret i dag. Alligevel vil man søge at forbedre sikkerheden yderligere i tilfælde af styrt med hovedet nedad. Og i fremtiden ligger tests af crashpads, standarder for bjergstøvlefæster til steigeisen og systemer til at undgå at sneen klæber til disse. Så SafCom bliver næppe arbejdsløse foreløbig.
|
|