Der er i de seneste måneder blevet sagt og skrevet meget om den såkaldte finanskrise, der tvinger folk til at gå fra hus og hjem. Men stop nu lige et øjeblik, hvad er det egentlig for en krise vi taler om? Er der ikke blot tale om en storm i et glas vand? Hylderne i supermarkedet bugner jo stadig af varer, benzinprisen rasler ned og arbejsløshedstallene er så langt nede som de ikke har været i årtier, så jeg synes ikke man ser spor til den krise som alle taler så meget om. Men der var alligevel åbenbart så meget krise at regeringen måtte ud med en hjælpepakke til bankerne til mange milliarder kroner. Pudsigt nok at bankerne, som jo repræsenter den højeste form for kapitalisme, pludselig synes det er helt fint med socialisme i form af massive statstilskud, blot fordi de ikke en enkelt gang kan præsentere et rekordoverskud. Når nu bankerne har haft så stor en indtjening i årevis, hvorfor har man så ikke lagt noget til side til trange tider? Og hvorfor er det nu skatteyderne der skal betale indtil flere Storebæltsbroer for gildet, i stedet for at bruge pengene på almenvellet og udbygge den kollektive trafik? Den såkaldte krise har også fået dommedagstrommerne til at lyde for de mange med flekslån, at de derved nu pludselig skulle betale langt mere for deres lån i huset. Ja, og så? Blot fordi de har valgt en risikabel finansieringsform i jagten efter hurtige penge kan det da ikke være nogen krise at de nu skal betale lige så meget som alle andre med mere normale lån. Et hus er en bopæl, ikke et investeringsobjekt. Men her måtte regeringen åbenbart også ud med en hjælpepakke, blot for senere at konstatere at det var endnu en storm i et glas vand, idet rentesatserne kort efter faldt tilbage på plads igen - næsten. Der er tilsyneladende ingen grænser for det omfang som folk ynker sig, blot fordi de ikke længere kan score kassen. At en økonomimand som mig skulle sige at penge er en pestilens havde jeg ikke i sin tid regnet med, men det kan også blive for meget af det gode, især når man lader trangen til økonomisk overskud gå ud over det personlige og sociale. Penge er ikke alt, men de gør livet lidt rarere at leve, især når man i stedet for at fyre 12.000 kr. af på et fladskærms-tv nøjes med at bruge halvdelen på at rejse ud og opleve det virkelige liv, som ikke blot bestemmes med et tryk på fjernbetjeningen.