Jeg har flere gange fabuleret lidt om brydesporten her på siden, selv om der som regel er tale om andenhånds eller trediehånds informationer jeg har bygget mine klummer på. Indledningsvis blev jeg fascineret af brydesporten efter at have gjort mig bekendtskab med Thomas Lund, som ud over at være en ganske flink fyr også havde været mangeårig juniormester i denne måske verdens ældste sport. Siden har jeg fulgt de resultater vore hjemlige brydere har bragt til lands, og haft lejlighed til at se sporten på TV, hvad enten det var OL-brydning på pakistansk TV, eller et regionalopgør på iransk TV. Men i Danmark har sporten trange kår, og derfor tog jeg selvfølgelig mod tilbuddet om at komme ud og se en af mine træningskammerater i aktion på måtten i Grøndalcentret i går, og det var en helt anden vedkommende oplevelse. På en måde mindede det mig om, dengang i 1998 da jeg var til ballet i New York for første gang. Vibrationerne i gulvet når en krop blev hamret i måtten, eller den højlydte forcerede vejrtrækning fra det tunge arbejde når man skulle holde modstanderen i et greb - eller forsøge at undslippe fra det, gav et helt andet indtryk af intensitet, end hvad der typisk er i vælten af distancesport. Man kan sige meget om populære sportsgrene som fodbold, håndbold og cykling, men som udgangspunkt er det ikke nogen kontaktsport, og når der så endelig er kontakt er den som regel kortvarig. I brydning er du bogstaveligt talt lige i flæsket på modstanderen fra første greb, så her nytter det ikke noget at lide af berøringsangst og blot finte udenom. Det vinder man i hvert fald ikke nogen point på i brydning. Min kammerat var på som en af de første, og det gik næsten alt for hurtigt før hans modstander var overmandet og klappede i kanvassen. Men nu jeg var der, blev jeg alligevel og så alle henved 30 kampe igennem. Og selv om jeg ikke har gnist af forstand på, hvad der tæller, andet end at fastlåse modstanderen i en situation han ikke kan undslippe fra, var jeg alligevel i stand til at udpege vinderen så godt som hver gang, en ikke altid lige let opgave med den rodebunke af arme og ben som ofte trillede rundt på gulvet. Alligevel var det interessant at være så tæt på en sådan fysisk udfoldelse, omend jeg finder det uforståeligt at et sådant stævne ikke var omtalt i Brydeforbundets kalender, selv om det tydeligvis var et stævne for amatører.