Lige siden jeg påbegyndte udvandringen fra Gasherbrum Basecamp her i sommers, har det været til stor undren for mig, hvorfor jeg ikke havde nogen styrke i benene, og derfor havde de største problemer med at holde et fornuftigt tempo under udmarchen. Til at begynde med mente jeg at det måtte skyldes, at jeg stort set ikke havde rørt en finger, og slet ikke benene mens jeg var nede i Basecamp, og ikke havde bevæget mig meget mere end mellem de forskellige ekspeditioners lejre og et par småture op og ned ad morænen. Og så er det jo klart, at når man ikke bruger musklerne, så er det herfra ressourcerne tages, når kroppen skal holdes forsynet med næring, og derved faktisk kannibaliserer sig selv. Ved hjemme igen fik jeg dog tydeligt syn for sagn, da jeg var ude på de første løbeture. Jeg var jo forberedt på at benene ganske vist ville føles lette, men også at der ikke var meget udholdenhed i dem. Det viste sig at være meget diplomatisk udtrykt, for der var ikke spor power i benene, og efter at have set mine ben i aktion på billeder, kunne jeg godt forstå at der ikke var meget at komme efter, med de tynde stænger jeg stolprede rundt på, med fremstående knæ, som var jeg netop kommet hjem fra en KZ-lejr. Så var det klart hvorfor jeg havde været så svag ved slutningen af ekspeditionen, men alligevel undrede jeg mig over, hvorfor det var gået så galt. Men det er der måske en rent højdefysiologisk forklaring på. En læge og en professor fra Københavns Universitet deltog i 2006 som forskere på en svensk ekspedition til Mount Everest for at finde en forklaring på vægttabet i store højder. Ud over at skulle kæmpe sig op og ned ad bjerget og bruge kroppens ressourcer til det yderste, måtte ekspeditionens medlemmer også afgive muskelbiopsier under ekspeditionen. Studier af disse gav det overraskende resultat, at musklerne svinder ind som direkte følge af iltmangelen. Det lave ilttryk kan simpelt hen ikke presse ilten helt ind i de store muskelfibre, hvorfor musklen tilpasser sig og bliver slankere, således at der er bedre mulighed for ilten at trænge helt ind. Størstedelen af vægttabet man har på en ekspedition i de højder sker således på den konto, og i endnu højere grad for dem, der ikke er fysisk aktive, viste undersøgelserne. At musklerne så også blive svagere derved betyder så mindre for kroppen. Det er opholdet i højden, der svækker, hvorfor man måske bør overveje at gøre det samlede ophold i højden så kort som muligt. Det er ganske interessant forskning, og det giver mig fornyet interesse fordi at se resultatet af de helkropsscanninger vi blev udsat for før og efter Makalu-ekspeditionen i 1997.