Ved ekspeditionen i sommers havde jeg jo sat mig for, at jeg fremadrettet ville koncentrere mig om tre primære identiteter, nemlig som bjergbestiger, som løber og som bøsse. Og samtidig ville jeg skære det fra, som ikke rigtig hørte hjemme i nogen af disse kategorier. Mit første forsøg i den retning endte dog temmelig miserabelt, idet jeg trods intentioner om at træde ud af Klatreforbundets bestyrelse, alligevel lod mig overtale til at blive hængende. Men ved en anden af mine aktiviteter var jeg andeledes standhaftig. Her til aften var der nemlig generalforsamling i den hjemlige andelsboligforening, og trods massiv opfordring om at blive hængende, valgte jeg alligevel at træde ud efter 21 år i bestyrelsen. Foreningen blev stiftet i 1986, og ved første ordinære generalforsamling i januar 1988 trådte jeg ind som suppleant, for mindre end et halvt år senere at erstatte et af de andre bestyrelsesmedlemmer, som fraflyttede ejendommen. Og lige siden har jeg hængt i bestyrelsen, til at begynde med som menigt medlem, men de seneste måske 15 år som formand for foreningen. Egentlig ville jeg have trukket mig sidste år, men også her blev jeg overtalt til at tage et år mere for at give mine erfaringer videre til de nye, problemet var bare at der slet ikke var nogen nye, som ville træde ind sidste år. Men denne gang gjorde jeg alvor af situationen, ville ikke engang være suppleant, for så snart mit navn på nogen måde figurerer på bestyrelseslisten, kunne jeg godt forestille mig at opgaverne vi komme flydende i en lind strøm. I stedet har jeg tilbudt mig som konsulent for den nye formand, om han så vil bruge min viden ved at jeg deltager på bestyrelsesmøderne, eller om han vil nøjes med personlig rådgivning, vil jeg lade op til ham og den øvrige bestyrelse at vurdere. Men nu kan jeg med god samvittighed overlade diverse forefaldende opgaver til bestyrelsen - omend jeg nok ikke kan afholde mig helt fra at holde øje med at alt går rigtigt til.