|
|
De gode takter fortsætter her i 2009
|
Lørdag, 31.01.09
|
Efter nu i mange måneder ikke at have lagt en egentlig træningsplan forsøgte jeg her i januar at gøre mig et par tanker om, hvor meget jeg skulle løbe her i måneden. Uden dog at det var så focuseret, så jeg nåede heller ikke alle de planlagte km, omend en opfyldelse på 90% nu heller ikke er så ringe endda. Ialt 120 km fik jeg afviklet, hvilket er blot 130m fra at være rekord i flere år, og næsten dobbelt så meget som i januar sidste år. Så minimumsmålsætningen er i hvert fald blevet opfyldt. Hvilket især er sket som følge af min lange +21km tur jeg var ude på i begyndelsen af måneden. Næsten 24 km fik jeg løbet inden jeg sluttede af ved Klampenborg, hvilket ikke bare var en halv km længere end sidste års nytårslangtur, men også ni sekunder hurtigere pr km, trods let frost og snebyger undervejs. Generelt må jeg sige, at selv om jeg er gået temmelig op i kilometer det sidste halve års tid, har jeg også været i stand til, konstant at presse tempoet ned. Ganske vist var gennemsnittet for januar en smule langsommere end december, men disse to måneder har også været de hurtigste det sidste års tid. Men selv om det lyder flot, så er det slet ikke overvældende: det er først netop lykkedes mig, under et kortvarigt intervalpas på løbebånd med 4% nedbakke, at komme op på det tempo, som jeg i sin tid løb min hurtigste marathon i. Og nu kunne jeg kun holde et par minutter i det tempo, og ikke et par timer. Alligevel var det en positiv oplevelse at komme op i det tempo, for selv om konditionen slet ikke kunne følge med, kunne jeg mærke at benene var rigtig glade for, endelig at få lov til at strække ud. Jeg tror jeg bliver nødt til at gøre dette lidt oftere, og måske overveje, om ikke det er ved at være tid til at lægge et par intervaller ind i træningsplanen, i stedet for blot LSD-træning (lange sløve distancer). En anden opmuntrende ting er, at det er lykkedes mig at holde vægten nede, selv gennem jule- og nytårsdagene, som kun gav et kortvarigt ekstra kilo eller to. Faktisk lykkedes det mig efter et langt og svedigt træningspas at nå ned blot et par hundrede gram fra min vægt netop som jeg kom hjem fra Pakistan, og denne gang er det med funktionsdygtige muskler, og ikke bare det ynkelige krabberi jeg lavede da jeg kæmpede mig gennem skoven i august. Så ud over at det er lykkedes mig at holde vægten har jeg også kunnet konvertere noget af det overflødige fedt til muskler. Så hvis jeg holder mig skadefri kan jeg kun være optimistisk med forårets løbetræning.
|
|