Som bekendt er det for tiden Geelskov, hvor jeg slår mine folder når jeg er ude at løbe, idet der her er en herlig kombination af spændende og ujævne skovstier, et herligt kuperet terræn, og ikke mindst nærheden til S-togsnettet ved Holte station. Ganske vist er Geelskov også en hundeskov, det vil sige et sted hvor hunde må løbe frit under kontrol, og det kunne man godt forestille sig ville give problemer, idet løsgående hunde og motionsløbere ofte er en dårlig kombination. Det har dog vist sig, ikke at være noget større problem, idet langt de fleste hundeejere er deres ansvar bevidst, og har sørget for at opdrage hunden ordentligt, således at det i 99% af tilfældene ikke giver anledning til skærmydsler. Desværre er der så den ene procent, hvor hundeejerens manglende ansvarsfølelse giver anledning til problemer. Som nu i dag, hvor jeg efter gårsdagens heftige bentræning i motionscentret var ude for at løbe en stille og rolig jogger. En fritløbende hund kom imod mig, så jeg måtte lige lave et hastigt sidestep for ikke at kollidere med hunden. Men som hunde ofte har for vane, kom den igen bagfra, hvilket aldrig er helt rart, da man så ikke kan læse hundens intentioner. Hunden her var dog tilsyneladende bare ude på at lege, men desværre medførte det at den løb lige ind foran mig, så jeg denne gang ikke kunne undgå kollissionen. Da så den kom fra tredie gang tog jeg derfor og skubbede den råt og brutalt til side. Det opfattede hundens ejer, et midaldrende kvindfolk, som at jeg sparkede til hunden - hvilket jo også er min foretrukne reaktion, selv om jeg i dette tilfælde ikke havde vurderet det nødvendigt. At jeg så blot fortsatte min løbetur bragte så virkelig hendes pis i kog, og hun forlangte at jeg skulle komme tilbage. Men ærligt talt, så er mit liv for kort til at diskutere hundeopdragelse med sådan en hystade. Men gudhjælpemig, om ikke hun optog forfølgelsen, mens hun råbte, bandede og svor. Jeg ønskede dog ikke at komme i klammeri med hende, og selv om jeg kunne høre hende komme nærmere, havde det glimt jeg havde fået af hende været nok til at vurdere, at hun ikke kunne løbe mere end et par hundrede meter, en vurdering, som viste sig korrekt. Så da jeg forsvandt ned ad stien langs Stendalen blev hun tilbage, helt gasblå i hovedet af anstrengelse og indignation, så vidt jeg kunne høre, mens hun forbandede mig som den feje hund, at jeg kunne tillade mig at løbe min vej. Men som jeg løb videre kunne jeg ikke undgå at tænke over, at når hun bruger ordet hund som skældsord, siger det vist kun et og andet om hendes hundeopdragelse.