Her i lørdags blev den fjerde plenarforsamling i det internationale sportsklatreforbund IFSC afholdt i Torino, og nærmest traditionen tro deltog jeg også, selv om sportsklatring jo ikke lige er min primære klatreaktivitet. Ikke desto mindre finder jeg en vis interesse i at følge med i, hvad der internationalt sker på de forskellige felter i klatreverdenen, hvorfor jeg har deltaget i alle forsamlinger siden stiftelsen 27. januar 2007 i Frankfurt, med undtagelse af mødet i Imst sidste sommer, hvor jeg var i Pakistan. Desværre er det lidt trist at der ikke er den samme bevågenhed herom i den danske klatreverden, idet Dansk Klatreforbund ikke var repræsenteret ved mødet, til trods for at jeg allerede i november havde bragt spørgsmålet på bane, hvorvidt jeg skulle repræsentere den danske stemme. Jeg fik dog aldrig noget svar, og fremme i Torino erfarede jeg at der heller ikke var blevet givet fuldmagt til andre, hvorfor jeg sad i den barokke situation at sidde med i plenarforsamlingen, uden at Danmark var repræsenteret med stemmeret. Omend situationen ikke var helt så barok som i Banff i oktober 2006, hvor Danmark i halvdelen af mødet ikke var repræsenteret med stemmeret, samtidig med at jeg kunne stemme med svensk fuldmagt. Svenskerne har dog som regel deres ting i orden, og her i Torino var de sågar mødt to mand høj. Weekenden var ellers godt forberedt. Fredag var der to indledende workshops, den første omhandlede et ønske om at have aktive i de enkelte nationale forbunds bestyrelser, den anden en diskussion om synlighed af klatresporten i de enkelte lande, på baggund af udmærkede præsentationer fra Østrig, Kazakhstan, Italien og USA, som tydeligt viste forskelligheden i synligheden i de enkelte lande. Disse workshops ledte op til selve plenarforsamlingen dagen efter, hvor der måske ikke var de store banebrydende emner på tapetet, og som gav indtryk af at IFSC er ved at være voksen som international organisation. Alligevel havde dette møde stor vigtighed, idet det var første gang der var valg til bestyrelsen. Forudgående havde der været en længere diskussion om, hvad der egentlig skulle vælges, om kandidaterne skulle vælges som personer eller til en specifik post. Diskussionen udsprang af de vedtægtsændringer der var blevet gennemført i Imst sidste år, og som jeg af forskellige årsager ikke kendte til, men der lå helt klart noget her, som jeg skulle dykke ned i nu jeg var hjemme igen. Det applausmæssige højdepunkt var dog da hjembyen for VM i 2011 skulle vælges, og til dagens største bifald blev Arco kåret som vinder.