Jeg ved ikke hvor mange år siden det er, at jeg sidst har klatret på indendørs væg, når lige man ser bort fra det gimmick vi lavede med TV2 sidste år som optakt til Gasherbrum ekspeditionen. Men i dag var jeg på Sundholm og klatre bere en lille bitte smule, og det endda helt frivilligt! Hvilket jeg egentlig også burde gøre, når nu jeg har fri adgang til klatrehallen og kan køre gratis med metroen derud. Menøh - nu var jeg jo blevet lokket herud efter en snak i Løvstræde i torsdags, og jeg må sige at jeg på den ene side blev positivt overrasket, over en helt anden og meget mere afslappet stemning end jeg havde forestillet mig, og som jeg husker indtrykket fra sidst, hvilket godt nok er en del år siden. Og at møde nogle af de gamle rødder herude var også ganske positivt overraskende. Men på den anden side blev jeg også negativt overrasket over at jeg var så slap i koderne og ikke kunne kravle til tops på nogle af de ruter jeg forsøgte mig på. I første omgang fordi det var noget uvant for mig at klatre på en fuldstændig lodret væg, hvor man ikke, som på rigtig klippe, kan udnytte de mange features og formationer der som regel findes på klippen, især på Kullen, og hvor der sjældent er problemer med at finde indtil flere nohands-rests undervejs. Den mulighed findes jo normalt ikke på en klatrevæg. Heraf følger at der bliver lagt en større belastning på underarme og fingermuskler, og hvor jeg trods alt træner førstnævnte en gang eller to om måneden, så bliver fingrene ikke trænet meget mere end når jeg tamper i tastaturet. Man bliver jo god til det man træner, der er det gode ved kroppen, men kroppen fjerne også den overflødige vægt af muskler man ikke bruger, hvilket er det mindre gode ved kroppen. Så hvis jeg ønsker at begå mig lidt i det vertikale bliver jeg vel også nødt til at arbejde lidt i det vertikale. Og heldigvis kom jeg da også derfra med flere tilbud om at komme med på en rebende, så er det op til mig om at udnytte muligheden. Selvom jeg må indrømme jeg har lidt svært ved at se fascinationen og inspirationen ved at kravle fra epoxygreb til epoxygreb. Men måske jeg alligevel skulle give det en chance - der er jo mindre end en måned til påsketræffet i Buis.