|
|
Til middag i fængslet
|
Fresdag, 20.03.09
|
Da Jailhouse åbnede dørene første gang i maj 2002 var det med et for København nyt koncept, nemlig en bøssebar, som også kunne begå sig i god mad, idet stedet ud over baren i kælderen også havde indrettet en restaurant oppe på mezzaninen. Et par år senere var jeg der første gang til fællesspisning som optakt til en bjørneaften, men jeg havde aldrig været forbi og checke spisekortet ud før her til aften, hvor jeg med en god ven henlagde aftensmaden til Jailhouse's restaurant, ganske overraskende til stort set tomme lokaler, hvilket måske skyldes det noget fremskredne tidspunkt. Ud over et lille à la carte-kort er der to menuer, der skifter hver måned, og hvoraf vi tog en hver. Min makker indledte med en broccolisuppe, som jeg havde fravalgt, da broccoli i supper ikke lige er mig, men efter sigende skulle den være ganske god. Selv fik jeg en gang lakserogn med majsblinis, creme fraiche og rødløg, hvilket skulle vise sig at være en ganske smagfuld ret, hvor de runde majsblinis viste sig et være den perfekte ledsager til de delikate fiskeæg, fint akkompagneret af den frugtige Riesling. Hovedretten var for mit vedkommende rosastegt kalvefilet med fine sukkerærter og bagt kartoffelmos, som egentlig i udseende mindede lige lovlig meget om blinis'erne fra før, men som smagte ganske udmærket, muligvis der var blandet en smule andre rodfrugter i mosen. Kødet var ganske lækkert, men vinen lod vente på sig, da den først kom på bordet efter tjeneren var hidkaldt. Ganske vist resulterede denne forglemmelse i et svingende fuldt glas af den yderst velsmagende Pinotage, men alligevel var det uheldigt at sidde og tørste til de ellers ganske gode skiver kalvefilet. På den anden side af bordet var der fugl, nemlig stegt agerhønebryst, som næsten var en halv fugl og både velsmagende og mættende. Menuerne sluttede med pandekager med cognac og vanilleis for mit vedkommende og kokostærte på den anden side af bordet, som sammen med et par kopper kaffe gav en glimrende afslutning af måltidet. Summa summarum endte vi med et ganske udmærket måltid mad, som løb op i den fornuftige pris af 648 kr., hvilket ikke kan siges at være galt for 2x3 retter med tilhørende vin. Omend betjeningen godt kunne være lidt mere opmærksom, når nu vi var de eneste gæster.
www.jailhousecph.dk
|
|