Vinteren blev bare ved med at trække ud. Ganske vist forsvandt de sidste sne- og isglatte veje i skoven i begyndelsen af måneden, men det grå og triste vejr med temperaturer lige over frysepunktet, ville bare ikke høre op - eller også er jeg blevet noget mere kuldskær efter jeg smed de tolv kilo i sommers. Men efter fire-fem dage med solskin midt i måneden, omend vejret stadig var køligt, brød foråret til sidst frem i forgårs. Heldigvis på samme dag som jeg havde besluttet mig for at løbe Griseløbet i Rundforbi. Selvfølgelig havde jeg besluttet mig for at løbe halvmarathon'en, så naturligvis havde jeg respekt for distancen, og skulle altså ikke for meget under 6 minutter kilometeren til at begynde med; det skulle jo ikke gå som ved BT halvmarathon sidste år, hvor jeg var nede og gå hver km på den sidste halvdel. Det fik jeg ikke brug for denne gang. Jeg holdt tempoet nede på 5:46 i gennemsnit på de første 10 km, som jeg faktisk løb 3:10 hurtigere end året før. Men umiddelbart efter de 8 km blev jeg taget med en omgang, og jeg havde overskud nok til at give disse hurtigløbere et ord med på vejen. Og faktisk var synet heraf ganske inspirerende, det gik op for mig at jeg faktisk bare snøvlede mig afsted, så da jeg kom op på Grisestien til anden runde blev der i den grad skruet op for tempoet. Det næste par km løb jeg på under fem minutter for hver, og det mindede mig næsten om Hannover Marathon i sin tid, da jeg cruisede op gennem feltet på km30-32. Så på de næste 10 km holdt jeg et gennemsnit på 5:26 og vandt derved 17:05 i forhold til sidste år - over halvandet minut pr. km! De sidste tre km kunne jeg dog godt mærke at jeg var ved at være brugt, men formåede dog at holde dampen oppe længe nok til at det kun var den sidste km tempoet gik ned på. Således lykkedes det mig, for første gang siden juni 1998 at løbe en halvmarathon på under to timer, da jeg løb i mål på 1:58:37 efter et ganske veldisponeret løb. Nu ved jeg at jeg ikke behøver at holde helt så meget igen, for en negativ split på over tre minutter er noget usædvanlig. Selvfølgelig var benene noget smadrede ovenpå løbet, men ikke værre end at solskinsvejret kunne lokke dem ud på en morgenjogger i dag, således at jeg lige akkurat kom over 120 km, i marts, blot 700m fra min længste måned siden 1996. Mon ikke den bliver slået i april?

En tur i Geelskov før foråret for alvor slog igennem.