I efterhånden et par måneder har denne film gået i biograferne herhjemme, men først nu har jeg fået taget mig sammen til at tage ind og se den. En film, der for nogen er noget grænseoverskridende, men som for mig mere er et drama i hjemlige omgivelser. Filmen beskriver historien om Newyorker-skabsbøssen Harvey Milk, der på sin 40-års fødselsdag indser, at han endnu ikke har udrettet noget i livet. Hvilket han herefter gør op med, flytter til San Francisco med sin kæreste og starter den bøsseaktivistiske bevægelse, der munder ud i at han i 1978 opnår at blive den første erklærede bøsse der bliver valgt ind i amerikanske politik, da han får en plads i byrådet i San Francisco. Filmen bør have interesse for de fleste, da den på mange felter vækker genkendelige glæder og sorger. Det meste af filmen udspiller sig i Castro, et kvarter i San Francisco, som Milk var medvirkende til at gøre til den homoseksuelle højborg, den stadig er den dag i dag. Så af flere årsager er filmens rammer velkendte for mig. Men baggrunden kunne være lige så velkendt for en hvilken som helst anden minoritetsgruppe, de sorte, latinoerne, kort sagt en hvilken som helst udstødt minoritetsgruppe kan i filmen få styrke til at indse, at kampen er vigtigere end individet. Hvilket Milk også pointerer så smukt da han står over for Dan White, vel Milks argeste modstander i byrådet - White har måske en sag, men Milk har ingen sag - det er bevægelsen der har ham, og derfor kan bevægelsen ikke dø med ham. Men filmen kan også give inspirationer på det enkelte personlige plan. Sean Penn spiller rollen som Milk fortrinligt, og Milk kan være en løftet pegefinger for alle de 40-årige, som tænker ligesom Milk følte det, at han ikke havde udrettet noget i livet. For man kan hvad man vil, og eminent spiller han hele registret, lige fra de nedslående år, hvor han gang på gang bliver vraget til byrådet, til glæden når det så endelig lykkes, eller de får nedstemt Proposition 6 om berufsverbot for homoseksuelle lærere. Og hvis den almindelige heteroseksuelle biografgænger også kan få et mere bredspektret billede af homoseksuelle end det som gengives på de kulørte sider i dagspressen, har filmen jo udfyldt et ekstra formål.