Egentlig skulle jeg her i påsken have været til Provence sammen med Kim og klatret sammen med gutterne i Buis-les-Baronnies, men da Kim med kort varsel meldte pas på den tur måtte jeg jo finde på et andet alternativ. Løsningen blev at tage til Berlin, som jo altid er en rejse værd. Berlin må nok siges at være den første by jeg besøgte på en storbyferie, omend der var en helt speciel baggrund for at jeg besøgte Berlin dengang i 1990, da jeg var taget derned for at løbe med i det berømte marathonløb. Men lige siden har jeg altid forsøgt at lægge et historisk islæt ind på de ture jeg dengang og siden har haft til Berlin. Et af mine faste besøg når jeg er i Berlin, er at se resterne af den gamle Anhalter Bahnhof. Denne store hovedbanegård blev bygget i 1880 til afløsning af en 39 år ældre, der ikke kunne rumme den stigende trafikmængde. Banegården betjente trafikken mod syd og øst, men under anden verdenskrig led banegården en krank skæbne, ligesom det meste af det centrale Berlin. Anhalter Bahnhof var en af de tre banegårde, som blev brugt til at sende jøderne mod Theresienstadt, men den infrastrukturmæssige placering gjorde også banegården til et mere end et symbolsk mål for englændernes bombefly. Umiddelbart udenfor banegården løber sporene sammen og krydser Landwehrkanal på en bro, mens en S-bane krydser en etage højere på en anden bro og en anden S-bane dykker under kanalen i en tunnel. Ved et massivt angreb mod dette knudepunkt lykkedes det på ét angreb at afbryde tre jernebanelinier, dog med stort tab af menneskeliv, da mange mennesker, som havde søgt dækning i jernbanetunnellen, druknede, da bomberne slog hul i bunden af Landwehrkanal. Efter en midlertidig reetablering af banegården blev den endelig nedlagt i 1952 som følge af Berlins deling, banegårdshallen blev jævnet med jorden og gjort til en sportsplads, mens sporområdet mellem banegården og den gamle bro groede til i et spændende vildnis som årtierne gik. Jeg har altid fundet det spændende at kravle gennem hullet i hegnet og lege eventyrer mellem sveller og skærver på det gamle sporareal. Men det er slut nu, for siden juni sidste år ligger der nu en park på stedet. Ganske vist er det meste af den selvsåede skov blevet stående, og man kan stadig finde sammensunkne rester af de gamle perroner, men de hemmelighedsfulde eventyr er forsvundet med de brede gangstier, der nu er etableret i området. Endnu en stump af Berlins fortid er forsvundet.

Perron 5 på den gamle Anhalter Bahnhof.