Navigation:    
Start  >  Blog 
> 13. april 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Aktiv i Berlin Mandag, 13.04.09

Jeg er dog ikke kommet til Berlin, blot for at se på kultur og gamle nedlagte jernbanestationer. Det hotel jeg har valgt viser sig at ligge ganske centralt, med både Tiergarten og barerne i Fuggerstrasse indenfor kort gåafstand. Straks på min første aften hernede var jeg til et party på New Action i Kleiststrasse, og jeg har allerede to gange været ude og løbe en god tur i Tiergarten - med det fede vejr der er hernede er det lækkert at løbe rundt med ikke andet end singlet og shorts. Faktisk var det i dag varmt nok til at kunne løbe med bar overkrop, men af hensyn til de gode berlinere og de mange turister på Kurfürstenstrasse og rundt om Zoologischer Garten beholdt jeg dog føromtalte singlet på. Tiergarten er på mange måder et fint sted at løbe, lidt som Fællesparken, men vel tre gange større, og med det gode vejr var der dejlig mange fyre at kigge på undervejs. Solskinnet lokkede mig dog også ud for at gå en længere tur, og fra den gamle vestbanegård Bahnhof Zoo var der kun et enkelt klip og fire stop med S-toget til Grunewald, et stort skovområde i den vestlige del af byen og grænsende op til Havel-floden. Så her var jeg ude for en god lang tur i går, hvor jeg fra Grunewald station først gik en tur op på og omkring Teufelsberg, hvor jeg i sin tid havde deltaget i det lokale crossløb, omend jeg ikke rigtig kunne genkende stedet. Men som bjergmand har jeg jo en naturlig trang til at opsøge de lokale højdepunkter, hvor diminutive de så end måtte være. Efter Teufelsberg fortsatte jeg ned mod Havel, hvor jeg ved Schildhorn lige kiggede indenfor for en weissbier ved søbredden. Herefter fortsatte jeg sydpå langs floden, en rigtig fin vandring ad den sandede sti på bagsiden af Dachsberg og Karlsberg, langt fra trafik. Undervejs passerede jeg flere sandstrande, hvor der naturligvis var mange ude for at nyde vejret. Der var sågar enkelte som også var ude og nyde vandet, men personligt syntes jeg det endnu lige var koldt nok, så jeg holdt mig på det tørre. Fremme ved Lieper Bucht var der bilvej det næste par km langs floden, så her valgte jeg at forlade floden og stige op over Havelsberg, og efterhånden vende snuden tilbage mod stationen. Det havde været mit generelle indtryk at Grunewald var lige lovlig velordnet, men på tilbageturen kom jeg gennem pænt store vildtvoksende områder, hvor jeg godt kunne forestille mig at man kunne finde en lille ugenert overnatningsplads. Solen var netop gået ned da jeg nåede stationen efter en vandretur på 18 km, og jeg havde kun vandret halvdelen af Grunewald. Egentlig ikke så ringe et sted!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.