Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. april 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Forårsvejret giver gode løberesultater Torsdag, 30.04.09

Det blev alligevel ikke i april at jeg kom ud over 120 km på en måned og derved kunne registrere min længste måned i over ti år. Det blev 'kun' til 105 km, og således ikke helt så meget som i måneden før, men dog første gang i lang tid med to +100km's måneder i træk. April gav således 60 km mere end april måned sidste år, men samtidig 50 km mindre end mit forsøg på en ambitiøs løbeplanlægning. Alligevel er jeg ganske tilfreds med månedens udbytte, ikke bare fordi jeg selv i afslappet mode har haft en træningsmængde over 100 km, men også fordi tempoet er gået væsentligt op, således at det gennemsnitlige regulerede løbetempo i april har ligget på 5:19. Årsagen hertil må i et vist omfang tilskrives det gode løbevejr der har været i april, hvor det både var væsentligt lunere, tørrere og mere solrigt end normalt, og hvor der er blevet slået indtil flere vejr-rekorder. Noget kunne således tyde på at den tempostigning jeg havde op gennem efteråret sidste år kun havde en midlertidig opbremsning i vinterperioden, og at tempoet fortsat er på vej ned. Og at der er basis for at trykke den længere ned er der også tegn på. Sidst i marts løb jeg jo Griseløbet, hvor jeg fik mit første halvmarathon under to timer i adskillige år, men allerede en uge senere var jeg ude på en 16 km træningstur i et væsentligt hurtigere tempo. Hvis jeg kunne holde det tempo på den halve marathon ville jeg skære yderligere 12½ minut af og komme ned på 1:46. Så jeg har besluttet mig for at deltage i sommerens halvmarathon under Outgames, selv om juli i København muligvis er lige varmt nok for mig. Jeg skal dog deltage i en anden halvmarathon forinden, sandsynligvis i juni, for at få et mere realistisk billede af mit løbetempo, og jeg bør nok også løbe et testløb på en 10'er for at finde ud af hvordan kroppen arbejder under et hurtigere tempo. Det bliver dog nok først i juni, for i maj står der atter en del rejseaktiviteter på programmet, hvorfor der nok vil blive skruet noget ned for mine løbeaktiviteter. Netop derfor bør jeg fokusere på at få noget kvalitetstræning ud af det når jeg har lejligheden.


En morgenløbetur langs Sejerøbugten.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.