I februar var jeg taget til London, ikke bare for at møde gamle venner, men også for at besøge den internationale men hemmelige klub Heros på Eastside. At det var en hemmelig klub havde jeg ikke helt gjort mig klart, men fandt hurtigt ud af det da jeg travede gade op og gade ned i det tiltagende snevejr, uden at finde stedet for klubmødet, og derfor måtte tage hjem med uforrettet sag. Efter at have klaget min nød fik jeg en chance mere, og med en tyskers mellemkomst fik jeg mulighed for at deltage i majmødet, ligesom en hollænder kunne hjælpe mig med en nærmere beskrivelse af, hvordan man fandt frem til lokaliteten. Og det hjalp, for denne gang fandt jeg frem til indgangen, som viste sig at være en sortmalet og helt anonym dør ud til en smøge. Så tror da pokker at jeg ikke kunne finde indgangen, da jeg i februar faktisk havde vandret forbi tre gange på få meters afstand. Nå, men ind kom jeg da, og vi var vel alt ialt henved tredive fyre til stede, alle behørt iklædt en uniform, som man kan forvente sig til et Heros møde. Men selv om rammerne var fine og der var masser at kigge på kunne jeg ikke undgå at blive en smule skuffet, for mest af alt virkede det som om jeg var dumpet ind til en familiefest hvor alle kendte hinanden, blot undtagen mig. Selvfølgelig ville det have været rart at være en del af fællesskabet, men der var ligesom ikke rigtigt nogle anledninger, idet de fleste andre holdt sig i små grupper eller kliker og fik en sludder med hinanden. Vel nok om deres indtryk fra sidste møde og hvad der var sket i mellemtiden. Men i det forum havde jeg jo ikke rigtigt nogen referenceramme og blev for det meste hængende i baren. Kun en enkelt lokal forsøgte at igangsætte en snak, men han var nu ikke rigtigt min type, så det løb ligesom ud i sandet. Men alt andet var turen til London nu ikke helt spildt, da jeg fik besøgt en af mine gamle venner, som jeg ikke havde set i lang tid.