Det er nu tre dage siden at jeg kom hjem fra Californien, og vi er midt i Himmelfartsferien, så egentlig burde jeg være på farten igen - det var jo derfor at jeg tog hjem direkte efter Bay to Breakers - men jeg sidder stadig her hjemme på stenbroen. For jeg er blevet angrebet af et usædvanligt hårdnakket tilfælde af jetlag. Med den nuværende sommertid er der ni timers tidsforskel fra San Francisco til København, så når det er normal sengetid kl.23 i San Francisco er klokken otte den følgende morgen i København, og solen for længst stået op. Normalt plejer det ikke at være det store problem for mig at krydse mange tidszoner østover på en natflyvning - jeg sover dårligt i flyet og er derfor klar til at gå i seng langt tidligere den følgende nat. Således også denne gang, hvor jeg gik til ro kl. 01.30, hvilket svarer til halv fem om eftermiddagen, californisk tid. Det gik fint med at falde i søvn, men blot en god time senere blev jeg vækket da et tordenvejr gik over byen. Og så kunne jeg ikke falde i søvn igen før halv otte, hvor solen for længst var stået op. På en eller anden måde har det tordenvejr så kortsluttet min døgnrytme, for lige siden har jeg ikke kunnet falde i søvn før ved fem-sekstiden om morgenen, jeg vågner efter en lavkvalitets søvn sidst på formiddagen, og går rundt som en zombie resten af dagen indtil solen går ned og jeg vågner op igen! Det lader til at jeg tilsyneladende skal have absolut ro og mørke omkring mig den første nat efter en lang rejse over mange tidszoner mod øst, for jeg kan ikke huske at jeg tidligere har haft så store problemer med at omstille mig. Måske den bedste løsning dog vil være at tilbringe den første nat i armene på en, hvis biologiske ur er indstillet på den rette tidszone, ligesom den første nat i San Francisco sidste år, hvor den ene nat i armene på Spandeedo var nok til at vi kunne synkronisere vores ure. Men det var selvfølgelig også på en rejse mod vest, om det også gælder når jeg rejser østpå, eller om det bare var en enlig svale, har jeg endnu ikke efterprøvet.