Med den tiltagende globale opvarmning bliver det gradvist vanskeligere at tage sig sikkert rundt i højalperne, på grund af den forøgede stenslagsfare, specielt i højder over 3000 meter. Klippepartier, som i århundreder har været bundet af permafrost, ofte lige siden istiden, løsner sig nu i takt med at isen smelter, og reducerer både attraktive bjergsider og solide bjergstier til ustablie grusbunker. Det har jeg alt oftere fået syn for sagn for, eksempelvis da jeg for tre år siden forsøgte at bestige Barrhorn ad den klassiske vej over Schöllijoch. Dette pas var tidligere et simpelt snepas, men nedsmeltningen af østsiden havde ændret ruten til en stejl snecouloir, således at man en del år tidligere havde forlagt ruten til en klettersteig i couloirens venstre rand. Imidlertid var afsmeltningen ikke holdt inde, og da jeg besøgte stedet i 2006 var der adskillige meters klatring fra sneen op til starten af klettersteigen - og det var i første halvdel af juli måned! Det medførte at vi ikke kom op i den omgang, men noget kunne tyde på at vi ikke er de eneste der har haft problemer, idet ruten op til Schöllijoch blev renoveret sidste efterår. Således danner passet nu atter en farbar vej fra Topalihütte i Mattertal til Turtmannhütte i Turtmanntal, to hytter med begrænset besøgstal, idet de begge ligger udenfor de mest populære bjergområder i denne del af bjergkæden mellem Mattertal og Anniviers. Vestsiden ned er en simpel moræneryg, så det betyder at der nu atter skulle være let adgang til Schöllijoch. Og let adgang til Schöllijoch vil så også medføre at der atter skulle være let adgang til de to bjerge på hver sin side af passet: Schöllihorn og Inners Barrhorn. Sidstnævnte var det bjerg vi forsøgte os på i 2006, og når nu jeg til sommer atter vender tilbage til Mattertal har jeg overvejet om måske man skulle gøre et forsøg igen? Om ikke andet, så for at se hvordan udviklingen har været i de mellemliggende tre år.

Østsiden af Schöllijoch, set fra Schölligletscher i juli 2006.