Selv om jeg ikke kunne få løbet heroppe i Värmland, har jeg i det mindste kunnet få vandret, da jeg i dag ved middagstid nåede frem til flyvepladsen i Torsby, det planlagte mål for denne 79 km lange etape fra Charlottenberg til Torsby. Selv om jeg egentlig ikke havde ventet mig for meget af denne mere eller mindre transportetape, har det nu alligevel været en overraskende god tur. Andendagen på Finnskogsleden var ganske tydelig i landskabet, og det var en god oplevelse at vandre igennem det svensk-norske grænselandskab med finske islæt. Samme aften nåede jeg frem til denne etapes eneste vindskydd, og her fik jeg overraskende besøg af en ung fyr fra Arvika, som havde sat sig for at vandre hele Finnskogsleden på en halv snes dage, og som netop havde vandret de første 3½ mil fra Morokulien. Han havde en flaske whisky med, og jeg havde masser af vin, så vi fik en hyggelig snak om alt fra affolkningen af Värmland til det kommende valg til Europaparlamentet. Fjerdedagen var måske nok den mest interessante og spændende, da jeg havde lagt vejen forbi lokaliteten for Fryksändes sidste henrettelse i 1833, en bakketop som ud over det historiske sted også havde en ganske fortrinlig udsigt over nabolaget, noget jeg ellers havde savnet på turen gennem den tætte skov. Udfordringer fik jeg så også rigeligt af mindre end en time senere, hvor jeg skulle krydse Grundan. Den pilrådne bro havde tydeligvis set bedre dage, da plankerne var faldet sammen og havde dannet store huller. Diverse skovkøretøjer havde for længst banet deres egen vej nedenom gennem den brede å, men jeg kunne se nedefra at broens bærende ståldragere tilsyneladende var gode nok. Hvis blot man trådte præcis ovenpå dragerne skulle de rådne dæksplanker nok holde. Og det lykkedes mig også at komme over uden at falde igennem, uden at træde for langt til siden. Herefter var der kun en god time til sidste lejrplads, en åben rydning med udsigt over dalen og en rislende bæk på den anden side af skovvejen.

På vej mod broen over Grundan.