Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. juni 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  95 nationer repræsenteret ved Outgames Tirsdag, 16.06.09

Der er nu mindre end halvanden måned til at Outgames løber af stabelen, og i den forbindelse var alle aktive inviteret til et informationsmøde i Industriens Hus her til eftermiddag. Som aktiv deltager var jeg naturligt nok inviteret, og lige så naturligvis også til stede. Indtil nu synes jeg ellers nok jeg havde følt mig lidt alene i feltet, idet al information jeg hidtil havde fået, havde været via emails og organisationens hjemmeside, så det var rart at få sat lidt kød og blod på de øvrige deltagere. Faktisk var der adskillige af de øvrige aktive som jeg kendte fra andre sammenhænge, og det var rart at se at vi er flere, for ikke at sige mange, der synes at Outgames er et godt arrangement, som fortjener opbakning fra alle samfundslag. Især var det godt og overraskende at få et gensyn med Rune, som jeg ellers ikke har set siden mit træningscenter i Scala lukkede. Rune er faktisk primus motor på en del af konkurrencerne i roning, så det er højst sandsynligt at jeg finder vej til Bagsværd i løbet af den uge Outgames er på. På mødet erfarede jeg, at hvis man er delegeret som deltager i en af de 36 sportsgrene vil man have fri adgang til at overvære de øvrige konkurrencer. Men med det omfattende program kan det blive ganske svært at vælge. Naturligt nok er Danmark med omkring 700 deltagere den største delegation, men faktisk er der på nuværende tidspunkt omkring 5000 deltagere fra 95 nationer der deltager i disse olympiske lege for homoseksuelle, hvilket gør den internationale deltagelse i Outgames til næsten lige så repræsentativ som de øvrige internationale sportsaktiviteter i Danmark i sportsåret 2009. Aktiviteterne tager sin begyndelse med den officielle åbningsceremoni med indmarch på Rådhuspladsen den 24. juli, og ligesom til de rigtige olympiske lege vil vi alle møde i ensartet tøj som et symbol på fællesskabet. Men uniformen er stadig hemmelig, omend der på mødet i dag blev lækket de første informationer om designet af trøjen. Det er i dag sidste chance for at melde sig til en af konkurrencerne, og da jeg i forvejen er registreret som deltager i en aktivitet vil deltagelse i øvrige sportsgrene være ganske billig. Så jeg lurer på, om jeg måske skulle have min debut på 10.000 meter bane på Østerbro stadion under Outgames.
http://www.copenhagen2009.org/ Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.