|
|
Begrundet mistanke om valgfusk i Iran
|
Torsdag, 18.06.09
|
Det er snart en uge siden at der var præsidentsvalg i Iran, og lige siden det officielle resultat blev kendt, at den siddende præsident Ahmadinejad var blevet genvalgt for en ny periode, har der været demonstrationer i gaderne, som omtalt i min klumme i mandags. Ifølge gårsdagens aviser er der blevet lækket et dokument til omverdenen, der viser hvem der var den faktiske vinder af fredagens præsidentvalg, og her var det ikke Ahmadinejad som var sejrherre, idet han kun havde fået 5.698.417 stemmer, hvorimod oppositionens kandidat Mousavi skulle have fået 19.075.623 stemmer, altså mere end tre gange så mange. Faktisk blev Ahmadinejad kun nummer tre, da en tredie kandidat, Mendi Karrubi, skulle have fået 13.387.104 stemmer. Ahmadinejad skulle således kun have fået 13,5% af stemmerne, hvilket er meget langt fra de officielle totrediedel af alle stemmer som de officielle kanaler angiver. Mest foruroligende er dog, at disse informationer fremgår af et brev fra Irans indenrigsminister Sadeq Mahsooli til landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei. Af brevet fremgår, at Af hensyn til Deres bekymring, hvad angår det 10. præsidentvalg samt det faktum, at De har vurderet, at i disse vigtige og skæbnefulde dage er det bedst for den Islamiske Republik, at hr. Ahmadinejad fortsætter som præsident, så vi vil oplyse Dem, at vi vil annoncere resultatet af dette valg (til det iranske folk) på en måde, der vil tjene vores revolution og regime bedst. Ydermere vil vi bruge alle vore midler for at have situationen efter valget under vores fulde kontrol, samt at vi vil holde de tre modkandidater og øvrige partiledere under skarpt opsyn og kontrol. Idet brevet er skrevet på indenrigsministeriets brevpapir og bærer ministerens underskrift har to iranske analytikere uafhængigt af hinanden vurderet at brevet er ægte. Noget kunne således tyde på at Khamenei lige siden valget har vidst, at ikke alt er gået efter de demokratiske spilleregler. Men brevet er vand på oppositionens mølle, hvilket har fået millioner af iranere på gaden til de daglige protestdemonstrationer, ikke bare vidende universitetsstuderende, men også den ganske almindelige iraner der føler sig snydt af magthaverne. Demonstrationerne er de mest omfattende i Iran siden den islamiske revolution i 1979, og jeg gad vide om det vi ser nu er begyndelsen til en ny æra.
|
|