Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. juni 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Varmen giver problemer for løbet Tirsdag, 30.06.09

Nu havde jeg ellers tidligere på året bemærket at jeg endelig var kommet op i tempo på mine løbeture, og så må jeg netop konstatere, at mit gennemsnitstempo for juni måned er blevet det langsomste i år. Heldigvis kan jeg dog også sætte min finger på de to grunde der har været til disse langsomme ture, på et tidspunkt hvor varmen ellers burde sætte skub i systemet. Den mest bemærkelsesværdige faktor har været, at jeg efter min femdages vandretur først på måneden havde usædvanligt tunge ben, således at kun lige akkurat kunne klemme tempoet ned under de seks minutter kilometeren, og det så tilmed kun på udvalgte stræk. Midt på måneden kom jeg dog efterhånden ovenpå igen, især efter at jeg var en weekend i Bratislava og blev en flittig bruger af hotellets løbebånd. Vel hjemme igen var mit standardtempo således kommet tilbage i normalen, men det holdt kun i fire dage, så skulle jeg ud og løbe langt. Jeg valgte en tur fra Holte gennem Rudeskov, Jægersborg Dyrehave, Ravnholm og Geelskov, og selv om de første 15 km forløb ganske fornuftigt med et gennemsnit på 5:38 gik jeg helt ned da jeg var på vej hjemover langs Mølleåen, og de sidste 7½ km blev afviklet i et tempo der var nærmere otte end syv minutter kilometeren. Helt uacceptabelt, og ikke en særlig god tester forud for den halvmarathon jeg skal løbe ved Outgames om godt fire uger. En efterrationalisering har dog vist at det nok har været væskemangel som gjorde udslaget. Med 25 graders varme, det varmeste vejr jeg har løbet i siden Bay to Breakers, kom det ikke bag på mig, at jeg var gennemvåd af sved efter bare et par km, men da jeg senere erfarede at luftfugtigheden var helt nede på 45% og jeg havde været ude i over to timer, må jeg have mistet betragtelige mængder af væske, som jeg ikke fik erstattet undervejs. Så hvis det bliver lige så varmt til Outgames skal jeg virkelig sørget for at få drukket nok. Ellers blev måneden mængdemæssigt ikke så tosset, for selv om jeg denne gang ikke havde lagt et månedprogram kom jeg alligevel op på 81 km, hvilket ikke bare er meget mere end i juni sidste år, men også mere end programmet for samme måned.


Ude på en af mine sjældne ture gennem markerne syd for Veksø.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.