Mange har hen over weekenden og i perioden op til Outgames kommet med knarvorne udtalelser om, hvorfor bøsser og andre LBT personer skal have deres eget sportsstævne, for de kan vel deltage i de 'almindelige' sportsklubber lige som alle andre. Og det er måske også rigtigt et stykke hen ad vejen. Og så alligevel ikke, for medierne synes bestemt det har offentlig interesse hvis en professionel sportsudøver bekender sig til sit eget køn. Fair nok, hvis så også der var samme fokus på ikke-bøssers bedre halvdel. En sådan forskelsbehandling finder sted hele vejen ned gennem rækkerne til sjette divisions omklædningsrum, ofte ganske ubevidst. For når de andre fyre taler om deres scoringer eller vurderer dagens side9-pige kan vi bøsser jo ikke tale med, og hvis vi gør bliver der ofte set skævt til én, da man derved udskiller sig fra netværket. Derfor er der behov for at vi homoseksuelle også kan have vore egne sportsstævner, ligesom der jo også afholdes kvindeløb mange steder over hele landet. Og oplevelserne på Østerbro Stadion i går bekræftede dette, for hvor var det dejligt at se, hvordan fælles glæde over hinandens præstationer kunne vises lige fra grønsværen til tilskuerpladserne. Man er konkurrenter på banen, men så sandelig også gode venner bagefter, og der blev uddelt rigeligt med kys og kram på tværs af podiepladser og kontinentskel, ikke fordi der nødvendigvis var noget seksuelt over det, men blot den impulsive glæde over at være til, at være sammen. Og jeg synes det er rigtig synd at denne glæde ikke kan spredes til andre heteroseksuelle, uden at der lægges seksuelle motiver til grund.
Desværre findes denne manglende accept også på langt højere og meget mere seriøst plan. Der findes stadig syv lande hvor homoseksualitet straffes med dødsstraf, hvor det ville have været helt i overensstemmelse med derværende lovgivning at have mejet alle tilstedeværende på stadion ned med et maskingevær, og i en lang række lande gives der årelange fængselsstraffe. Jeg synes det er fantastisk, at sportsfolk fra disse lande her i København har mulighed for at dyrke deres sport med åbent sind, selv om jeg er lidt nervøs for, hvad denne offentlige eksponering af deres seksualitet her i København kan medføre når de vender tilbage til deres intolerante hjemland. Selv vore hjemlige folketingspolitikere har mere travlt ved håndvasken end at repræsentere det officielle Danmark ved Outgames, da der ikke var nogle af de indbudte ministre, der kunne tage sig tid til et give et indlæg ved blot ét af de mange officielle arrangementer. Heldigvis er det mit indtryk at københavnerne som sådan har taget Outgames til sig, selv om der jo altid er undtagelser. De to angreb der indtil nu har fundet sted tyder mest på enlige svaler, og modsat hvad medierne op til Outgames havde frygtet af konfrontationer med folk af anden etnisk baggrund end dansk, har der i begge angreb været tale om lokale københavnere. Selv om det nok ikke er studenterhuen der trykker hos sidstnævnte, siden man kan tro man kan løbe fra officials fra Danmarks bedste løbeklub og mangeårig danmarksrekordholder.