Da jeg planlagde mit program for Outgames var det ikke tanken at jeg skulle komme til at tilbringe tre fulde dage på stadion, men der har været så meget at se på, og sådan en god stemning at det simpelt hen var umuligt at løsrive sig før den sidste omgang var løbet og den sidste medalje var blev hængt om halsen, og sådan var det stort set også i dag. Bevares, i dag havde jeg også en god grund til at møde op, da jeg var tilmeldt til 10.000 meter, en distance jeg aldrig tidligere havde løbet på et stadion. Mange har sagt at det er en dødsyg distance, da man bare løber rundt og rundt, 25 omgange, men egentlig synes jeg ikke det var så galt. Jeg er jo mere langdistance- end mellemdistanceløber, og det tager mig altid noget tid at falde ind i det rette tempo, men det gør så ikke så meget på en lang distance som denne, og efter 13 omgange kunne jeg så småt begynde at sætte farten op. Jeg disponerede løbet fint, men alligevel gik der kuk i omgangene, for da jeg mente jeg havde tre omgange tilbage råbte omgangstælleren at jeg havde to, og en omgang senere blev der ringet med klokken. Da jeg efterfølgende løb i mål løb jeg hen til omgangstælleren og fik bekræftet at jeg nok kun havde løbet 24 omgange, så jeg tog en omgang mere og fik derfor fornøjelsen at måtte lave to slutspurter. Der havde været to regnbyger undervejs, men efterhånden klarede det op, og det blev atter en fin dag på stadion. Jeg brugte nogen tid ved højdespringerne, og det var både spændende og medlevende at se, hvordan konkurrenterne arbejdede som var det en workshop, gav gode råd og kommentarer og opildnede hinanden forud for springene. Der er nu en helt speciel atmosfære ved et sådant stævne, og på en eller anden måde syntes jeg at det var noget jeg egentlig havde savnet. Måske jeg skulle begynde at komme på stadion igen - der var i hvert fald flere af Spartas officials som spurgte om ikke jeg skulle begynde at træne igen. For de vidste jo godt hvad jeg kunne hvis jeg gad begynde at træne seriøst igen.