For mig har det helt klart været sporten der har stået i højsædet her under World Outgames, og det har uomtvisteligt været en stor og uforglemmelig oplevelse. Men ude i medierne har det været andre ting som har tegnet dagsorden. I det officielle mediebillede har det primært været de to tilfælde af hate crimes der har trukket overskrifter, men internt i homoverden har der kørt en livlig debat om, hvorvidt World Outgames har været den rigtige måde at eksponere homoseksuelle på. For lynhurtigt er det blevet de sædvanlige klicheer der er blevet hæftet på alle homoseksuelle til Outgames, deltagere eller ej. I ved, dragqueens og fyrene med propelhåndled. Og det er da klart, at den type eksisterer, og dem skal der også være plads til, alene af hensyn til diversiteten. Men nu udgør disse typer under 1% af de homoseksuelle, selv om det som regel er denne type der bliver vist i tv, simpelt hen fordi det gør sig bedre på levende billeder. Og at lade disse klicheer sprede sig ud over Outgames er meget nærliggende, idet man i år har valgt at lade Copenhagen Pride indgå som en del af Outgames. Jeg er dog noget tvivlende overfor, hvorvidt det er en god idé, for der er mange som jeg, der takker nej til det mediebillede som Priden skaber. Og af samme årsag har jeg aldrig deltaget hverken i Priden eller i den efterfølgende fest, simpelthen fordi jeg ikke mente det var en klub jeg var medlem af. Men i dag har jeg så for første gang deltaget, ikke så meget på grund af Priden, men fordi det samtidig var Outgames' afslutningsfest. Og jeg må sige at mit ambivalente forhold til Priden ikke er blevet mere afklaret, for efter Priden var ankommet til Rådhuspladsen og afslutningsfesten var gået i gang, spekulerede jeg ofte over, hvad jeg egentlig lavede der. Det var mit indtryk, at for at få noget ud af festen skulle man enten være sammen med andre, eller være på stoffer så man har nok i sig selv. Og jeg var ingen af delene. Men så måtte jeg jo finde nogen at være sammen med, og straks blev festen meget sjovere!