|
|
Outgames Out
|
Mandag, 03.08.09
|
And then it was over and we took our applause.
We passed the peace pipe and thought no more
about the scenes that were missing, about the lines we had crossed.
And we smiled at each other and we knew that the moment was lost...*
World Outgames er slut nu, i hvert fald den officielle del af programmet. Det har været en højst usædvanlig uge, som jeg slet ikke havde fantasi til at forestille mig, dengang for fire måneder siden da jeg efter Griseløbet besluttede mig for, selv at ville deltage i Outgames. Dengang var det jo blot et spørgsmål om, hvorvidt jeg ville være i stand til at løbe en halvmarathon på under to timer, og på en måde kan jeg være himmelhenrykt over, at det dengang lykkedes, så jeg med god samvittighed kunne stille op på Amager Strand forrige søndag. Lidet kunne jeg dengang forestille mig om, hvad det ville udvikle sig til. Outgames' officielle motto: Love of freedom - freedom to love betragtede jeg under hele optakten som blot en floskel, men Outgames organisationen, og ikke mindst de mange deltagere har i den grad sørget for at gøre denne floskel til den skinbarlige virkelighed. Nej, København og Østerbro stadion vil aldrig blive helt det samme igen, for de oplevelser jeg har haft derude vil for altid være mejslet i min hukommelse. Oplevelsen af det store fællesskab på tværs af landegrænser og raceskel, og glæden ved hinandens præstationer uden den mindste snert af misundelse. World Outgames sluttede officielt under Closing ceremonies lørdag, hvor stafetten blev givet videre til Antwerpen, der skal afholde de næste World Outgames i 2013. Men vi behøver ikke skulle vente så længe, da man allerede nu kan skrive sig ind til de 8. Gay Games i Köln 31. juli til 7. august næste år. I går aftes var der afsluttende reception i rådhushaven for alle de frivillige. Igen var både Ritt og Pia på talerstolen samt et par af arrangørerne, og jeg kunne tydeligt høre på dem, at den forventning der havde været ved åbningsceremonien forrige lørdag var blevet udlevet til fulde, og mere til. De to angreb der havde været i begyndelsen af Outgames havde været enlige svaler, og Thorbjørn Nesjan fra frivilligsekretariatet fortalte, at efter angrebet på Østerbro var han blevet overstrømmet af lokale københavnere, der ville være frivillige, fordi de simpelthen ikke ville acceptere den slags i deres by. Og i løbet af søndagen fadede Outgames ud, blev langsomt opløst i de byger som den danske sommer jo er så kendt for. Måtte Outgames' glade budskab blive spredt med regnvandet ud i det store kredsløb, og sive videre ud over hele kloden. Jeg var så også med til at lukke og slukke, da jeg natten til i dag havde min sidste vagt som bartender til SLMs lukkeparty. Og i dag skal jeg i Nyhavn for sammen med en af Outgames-koordinatorerne at sige farvel til Paulo, Errol og Markus, tre af svømmerne fra Brasilien, Sydafrika og Tyskland. Og hvad kan være mere dansk end at afslutte med sildebord og snaps?
(*Tekst af Fish)
http://www.games-cologne.de/en Link ikke længere aktivt!
|
|