Sidste gang danske soldater for alvor var i kamp herhjemme på eget territorium var i 1864, hvor vi tabte Sønderjylland til tyskerne, en del af Danmark som vi heldigvis vandt tilbage igen i 1920. Og så igen i 1940 da tyskerne endnu engang havde fået kig på Danmark som udvidelsesområde, omend det dengang knap nok kom til egentlige kamphandlinger før Danmark overgav sig til tysken. Men heldigvis kom vi godt ud af det uden mén fem år senere. Derimod har der i de forudgående århundreder været masser af kampe, både udenfor og især indenfor rigets grænser, hvor vi i løbet af århundrederne stille og roligt mistede det meste af det landområde vi havde erobret i vikingetiden. Så historisk set er Danmark ikke uvant med at have soldater i krig, hvilket der er mange der har en tendens til at glemme, når talen falder på vore soldater, der kæmper i udlandet, det være sig Irak, Kosovo eller Afghanistan. Ligesom det er vanskeligt at lave en omelet uden at knuse et æg, så er der selvfølgelig også en risiko for at der går menneskeliv tabt ved udøvelsen af dette verdens ældste erhverv, og derfor kan man undre sig over, at det først er nu der er blevet indstiftet en flagdag for de af vore soldater, der har mistet deres liv i krigen. For selv om man må formode at Forsvarskommandoen gør hvad der er muligt for at mindske tabet kan det ikke helt udelukkes, så derfor er det fuldt fortjent at vi i hvert fald én gang om året kan mindes vore faldne, og i dag er det første gang denne flagdag gennemføres. Desværre er der også en del som undrer sig over, hvorfor vi overhovedet skal være indblandet i denne krig i et så fjernt land, og denne diskussion er da bestemt også relevent. Men ikke i dag! Denne diskussion skal tages med politikerne. Vi lever trods alt i et demokrati, og hvis en demokratisk valgt regering har besluttet at vi sender tropper til Afghanistan, så bør enhver dansker være forpligtet til at støtte op omkring soldaterne, uanset hvad man ellers måtte mene om opgavens nødvendighed. Soldaterne udfører en opgave for vort land, en opgave som de risikerer at betale for med deres liv, så derfor er det dybt forkasteligt at være imod vore soldater, blot fordi man er i politisk mindretal. Men heldigvis er det kun en fåtal der ser skævt til soldaterne og militæret, for vi vil jo alle sammen gerne have vore drenge hjem igen.