Jeg hader at starte ud på en vandretur i regnvejr, specielt når man bliver kastet direkte ud i det. Men sådan skulle det åbenbart være, her når jeg havde besluttet mig for at prøve at vende tilbage til fjeldet efter 19 års pause. Jeg skulle jo ellers have været et par uger til Iran i slutningen af august, men den tur blev udskudt på ubestemt tid, idet ham jeg skulle have besøgt i Azer Shahr i Azerbaijan pludselig blev kaldt til Teheran, og derfor ikke havde tidsmæssig mulighed for at tage på bjergtur med mig. Så jeg måtte finde på noget andet, og da jeg jo allerede havde haft min årlige alpetur til Zermatt i juli dukkede ideen op, at jeg måske kunne forsøge at tage på fjeldet igen, ligesom i de gamle dage i begyndelsen af 1980'erne. Det skulle dog ikke være nogen stroppetur, mente jeg, så for at få en behagelig transition fra de ture jeg i nyere tid havde foretaget længere nede i Dalsland og Värmland, besluttede jeg at tage til de sydligste fjelde overhovedet, nemlig Transtrandsfjällen ovenfor Sälen i Dalarna. Sæsonen var tydligvis ved at gå på hæld, for da bussen forlod Sälen for at køre op på fjeldet var der foruden mig kun en lokal med som passager. Jeg hoppede af bussen ved højfjeldshotellet, og det var tydeligt at det var over lukketid. Der blæste en kuling med byger over fjeldet, og hotellet var lukket for sæsonen, så jeg måtte søge ly i det lille busskur for at pakke om og gøre mig klar til traveturen. Heldigvis ophørte regnen inden jeg for alvor kom i gang med vandringen, til gengæld sænkede skyerne sig til jordhøjde, og da det allerede var først på aftenen blev det hurtigt halvmørkt. Men det tog ikke mere end en times tid før jeg nåede op til den første hytte, som jeg havde udset mig som mål for den første overnatning. Og heldigvis klarede det op her til morgen, så jeg kunne få acceptabelt vejr på min første tur op på fjeldet i mange år.

På vej op over Köarskalsfjället ovenfor Sälen.