Jeg har nu været heroppe på fjeldet i tre dage, og har krydset over det meste af Transtrandsfjällen, fra Højfjeldshotellet i syd til Görälven i nord, og jævnligt er jeg blevet mindet om de fordele, ulemper og forskelligheder der er ved at vandre på fjeldet. Jo, det var stadig som jeg huskede det, at det var nemmere at gå oppe på kalfjället end nede i skovlandet, for oppe på kalfjället er der gode muligheder for at kunne vandre gennem risheden, som ofte byder på behagelig jævn og tør vandring, omend der selvfølgelig er de jævnlige indslag af blokmark. Hvorimod der ofte er mudder, til dels med sump, når man vandrer nede i skovlandet, hvor vandet ofte står højt i det flade landskab i dalbundene. Bevares, mudder har man jo også oppe på højfjeldet, især nær bækkene, men så er der også ofte sten og klipper der givere en lettere adgangsvej gennem landskabet. En ting som ofte blev diskuteret når jeg var på fjeldet i 80'erne var, om man skulle bruge stövlar eller kängor, altså gummistøvler eller læderstøvler, på fjeldet. Det var dengang mit indtryk at svenskerne gik i gummistøvler og nordmændene i læderstøvler, måske fordi terrænet i Norge ofte er mere klippefuldt end i Sverige. Jeg har altid sværget til læderstøvler, og selvfølgelig har jeg også sådanne med på denne tur, men ved middagstid i dag kom jeg igen til en af de passager, hvor læderstøvler måske ikke var så heldige. Jeg skulle ned og krydse Görälven for at komme videre i retning af Fulufjället, men her var der lige en god halv km mose jeg skulle krydse over. Ingen panik, jeg kunne se motorvejen af fine spångar som førte ud i mosen, selv om de her og der lå under vandlinien. Men halvfjerds meter før mosens modsatte side var man åbenbart løbet tør for planker, og et sort spor af vanddækket sump førte frem til tørt land så langt forude. Det var tydeligt at det ikke ville være en god ide at fortsætte den vej, men med over ti km omvej til nærmeste anden bro var der ikke så mange alternativer, så det lykkedes mig at finde en alternativ og mindre svappet vej gennem buskadset et stenkast derfra. Vel i land på den anden side mødte jeg et svensk par som var ude og høste bær, og han var tydeligvis lidt forundret over at jeg var kommet fra mosen. Han havde nemlig året før kommet over samme vej, men havde fulgt sporet og var endt i mudder til langt op ad lårene. Men alligevel brugte han også normalt læderstøvler, for ganske vist havde han haft gummistøvler på ved den episode året før, men de var jo alligevel blevet fyldt med vand dengang. Så gad vide om der er en trend på vej, at svenskerne i stigende grad bruger læderstøvler? Hvilket jo kan være svært at vide, al den grund at jeg endnu ikke har se en eneste vandrer her på denne tur.

Fuluforsmyran, en lille, men dyb mose på vej mod Görälven.